Heidi + Martin

Privat er jeg kæreste gift med Martin. Måske lå det i kortene allerede da jeg var 16, at det var ham jeg skulle have. Men der skulle gå 20 år fra vores første møde, til vores næste møde, hvor vi fandt ud af, at vi egentlig passede meget godt sammen. Kærligheden har blomstret siden 2010, og årene har bragt os mange gode oplevelser sammen, og vi har så sandelig planer om, at vi skal bruge resten af vores liv sammen, til at få flere.

Pr. august 2018 sikrede jeg mig ham lidt mere, ved at få ham til at sige ja til mig, foran min fætter som tilfældigvis er giftefoged

Jeg har så lang tid tilbage, som jeg kan huske, ikke ville have mine egne børn. Men jeg elsker dem som er i mit liv, og med Martin kom der to iltre drenge, som ikke var så små at de skulle håndfodre, da jeg mødte dem, ej heller så store, at jeg ikke kunne være med til at have en indflydelse på og i deres opvækst. Jeg har set, og ser dem stadig, vokse sig stille og roligt – men sikkert – ud af småbørnsrækken, og ind i deres ungdomsår videre ind i deres unge voksenliv med arbejde, stemmeret, uddannelse, huskøb og kærester som vokser med ind i vores lille familie. Jeg elsker at de også er mine, at jeg har hørt dem sige at de er mine, og at jeg allerede har næsten over halvdelen af deres liv i min hukommelse.

Drenge har bopæl hos deres mor er blevet voksne mennesker, og er godt ude på egne ben, hvilket gør at vi som par har mulighed for at stikke af, næsten når det passer os. Det er vi rigtig gode til, og har efterhånden en hel del rejser – både indlands og udlands – med i bagagen. Vi elsker at opleve verdenen både indenfor, og udenfor, Danmarks grænser. Nogen gange har vi drengene med. Nu om dage, er det på tomandshånd vi udforsker verden omkring os … drengene gider os ikke mere!

Vi har et rigtig dejligt liv sammen ude på landet. Vi har frihed hver for sig, og sammen. Martin er en aktiv jæger, og bruger meget af sin tid på at finde, og klargøre, både rifler og geværer til perfektion. Han er et dejligt indslag i min hverdag, og jeg fanger ham meget sjældent i at  have en dårlig dag. Han er så absolut en livsledsagerske som jeg er meget meget heldig at have. Jeg er taknemmelig over ham, det han giver, og den plads han også giver til at være mig med alt hvad der dertil hører. Mest af alt elsker jeg, at han elsker mig ubetinget, og at han forstår, og giver plads til, at jeg har et udpræget behov for “mig-tid” til tider. Han er ikke en håndværker, men han er værker. Han stiller sig til enhver tid klar til at hjælpe til, med nogen af de projekter jeg kaster mig ud i, hvor jeg ikke kan komme til mål, uden en eller anden form for hjælp fra ham. Han er min eneste ene.