-
Næste station ……
Søndagen har handlet om afgang. Den bedste halvdel arbejder for Nordjyske Jernbaner, og de er med på den strækning, hvor et smukt veterantog futter rundt i Vendsyssel og Aalborg i sommerperioden. I dag skulle det ud at strække sine ben, og havde hele natten stået og varmet op, så det var klar til Hjørring-Kvissel, tur/retur i dag. For at det kunne komme på strækningen, måtte den bedste halvdel hjælpe til som lods, fra NJs område og hen til Hjørring station. Det gjorde, at der lige var tid og mulighed for et lille privatmøde med den flotte gamle dame, som bruger ca. 12 kg. kul for hver af sine kørte kilometer. Jeg sagde hun var flot, ikke at hun var øko-bevidst
FJ34 er en velplejet maskine. Hun får masser af opmærksomhed, og jeg har før set hende blive varetaget til ud på de sene aftenstimer, for at holde hende klar til sine ture. Hun bliver beundret af sine passagerer, dem som hun passerer i sin forbifart, men i særdeleshed af dem som har påtaget sig tjansen at køre med hende. Det er ikke alle og enhver, som får lov, men dem som gør er også dem som rigtig rigtig gerne vil.
Jeg har ikke været ude på en længere tur med FJ34, men jeg har kørt med veterantoget i Mariager. I dag fik jeg en kort tur i Hjørringtoget. I orange vest (fordi den skal man have på, når man befærdes på arealer som ellers ikke er tilgængelig for den almene offentlighed!), stod jeg på bagperronen af en af vognene, og ankom i god stil til Hjørring station, hvor der stod folk og ventede spændt på deres veterantog. Her hoppede jeg af, det samme gjorde den bedste halvdel, som med den korte tur havde afsluttet sin lodstjans, og så overlod vi den dejlige dame til alle dem som glædede sig til at stige ombord.
Det kunne ellers have været hyggeligt med en tur til Kvissel, hvor vi fik at vide der ventede kaffe og kringle, men vi må lade det være os til gode. Senere på dagen, var det nemlig afgang for en anden. Husets ældste skulle i dag drage afsted mod Try Efterskole, hvor han skal bruge det næste skoleår, og vi skulle overlevere ham til andres hænder. Det hele gik som det skulle, og han er nu indlogeret til det som – forhåbentligt – bliver et af de bedste skoleår i hans liv. Men jeg tænker også, at han her den første aften og de første par dage, har en lidt underlig fornemmelse i maven. Det havde jeg selv, da jeg for 25 år siden rykkede på ungdomsskole. Man skal lige falde til, og det skal vi også. Det er det første store skridt mod den totale selvstændighed, som kommer tættere og tættere på. Årene går alt for hurtigt, men samtidig er det også en fornøjelse, og en stor oplevelse, at se de – efterhånden ikke så små – drenge udvikle sig. Jeg glæder mig til at høre om hans første uge næste weekend, hvor han kommer på besøg.
-
Nye Klæder
Da jeg for fem år siden flyttede ind i min bedste halvdels hus, havde jeg ét krav. Jeg ville have mit helt eget kontor. Jeg har behov for ét rum, som var helt mit, og hvor jeg kunne fordybe mig i min egotid, som er en vigtig del for mit velvære. Vi konverterede et af de mindre værelser om til mit kontor, og her har jeg fuld råde- og bestemmelsesret over, hvad det skal bruges til, og hvordan det skal se ud. Jeg bruger en god rum tid på mit kontor, og en af de ting som vi senere fik sat op i kontoret, var en ganske almindelig billig træplade, som skulle fungere som skrivebord.
For et års tid siden sleb jeg bordpladen, da den var ved at se lidt træt ud. Det hjalp, men den kunne godt trænge igen. I sidste weekend kom en anden idé til mig. På et privat loppemarked fandt jeg en ordentlig stak Ude & Hjemme fra perioden 1951-1954, og jeg forelskede mig prompte i mange af forsiderne.
Jeg fik krejlet mig til de 65 eksemplarer for en hundredelas, og jeg vidste præcis, hvad de skulle bruges til. De skulle bruges til at forny mit skrivebord, og gøre det til et lidt anderledes af slagsen. I den mellemliggende uge, har jeg så undersøgt, hvordan jeg gjorde, og her er YouTube et ualmindeligt godt værktøj. I går gik jeg så igang med at forsøge at forvandle skrivebordet, og da jeg var færdig ca. fem timer senere, var jeg yderst tilfreds med resultatet, og synes det blev meget vellykket.
Jeg har aldrig før prøvet decoupage, men jeg er overrasket over, hvor enkelt det er. Det som tager mest tid, er at få fundet de rigtige ting, få dem klippet rigtigt til og få dem arrangeret så det hele passer. Men det er ualmindeligt tilfredsstillende, når det lykkedes, og min frygt for rynker og bobler i papiret er gjort til skamme. Det hele ligger så fint og fornemt, og der er ikke et øje tørt.
Jeg elsker mit nye skrivebord, og jeg fandt hele processen (og det resultat som kom ud af det), så skægt, at jeg nu går og skuer enhver overflade her hjemme for at afgøre om der er mere som skal have en decoupage make-over. Men jeg tror det bliver alt for nu, men jeg vil stornyde min egenkreation indtil et nyt projekt dukker op.
-
Hurra
Jeg er forbi det runde 40. Endnu et år er løbet til, og jeg befinder mig stadig ualmindelig komfortabelt med min alder. Jeg kan kun tilslutte mig det, en gammel folkeskolekammerat i dag skrev til mig: 1974 er den smukkeste årgang.
Jeg har gået nogenlunde stille med døren med dagen. Ikke fordi jeg – som før nævnt – har det klemt med min alder, men fordi jeg ikke er, og har aldrig rigtig været, typen som udbasunerer min fødselsdag. Jeg har faktisk ikke holdt fødselsdagsfest siden min 30 års fødselsdag. Jeg kan godt lide, at nyde dagen med dem som er allertættest på mig, og lade den gå i et stille og afslappet tempo, hvor det handler om at nyde dagen, reflektere lidt over det jeg har nået, og gøre mig forestillinger om det som kommer.
Selvfølgelig vil jeg gerne forkæles en lille smule. Det bliver jeg også på mine fødselsdage, men jeg bryder mig ikke så meget om, at jeg folk skal gøre ekstra ud af dagen for min skyld. Så jeg holder de fleste af mine fødselsdage på et lavt niveau. I dag har været lige som den skulle være. Min dag. Den startede med god morgenmad sammen med den bedste halvdel og drengene. Herefter en længe planlagt tur til Asaa, hvor vi tilbragte et par gode timer med en Viszla hundegruppe, en skøn køretur i dejligt sommervejr på små snoede veje og til sidst en rar raklettemiddag på terrassen. Jeg er ikke blevet overøset med gaver; faktisk har jeg kun fået én. Jeg ved der er et par stykker mere på vej, men jeg har det godt med ikke at blive overøset med gaver. Jeg er nemlig ikke ret god til at modtage på det niveau. Så det passer mig godt, ikke at blive sat i centrum med gaver. Så på den front, har dagen også været præcis som jeg gerne ville have det.
Jeg har fået rigtig mange hilsner. Både på SMS, Facebook og telefonen. Det er dem som betyder allermest for mig. Jeg ved godt, at det er “nemt” at smide et tillykke nu om dage med f.eks. Facebook. Men jeg værdsætter hvert et tillykke, og bliver varm i hjertet over at så mange bruger de 30 sekunder eller mere, på at skrive hilsnen. Jeg har hele dagen igennem siddet med et smil, hver gang jeg har tjekket Facebook, og det er alle hilsnerne jeg har fået – uanset hvordan jeg har fået dem – som har betydet allermest denne dag. Tak fordi I har taget tiden til at sige tillykke, og vid at det er dem som har været med til at gøre min dag fantastisk.
Hurra for mig, hurra for 41 og hurra for Jer. Vejret har artet sig, og jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at solen skinner igen om 365 dage, men jeg kan desværre ikke kontrollere alle de andre, som også har fødselsdag den 8. august…. bare lige så I ikke holder mig op på eventuelt skidt vejr næste år. Det kan godt være en af de andre som bærer skylden. Jeg siger det bare…… 🙂
-
Hvor meget kan en havetraktor egentlig trække?
Her i udkants Danmark, har vi ikke koncertsale, kulturhuse eller fine caféer. Men vi har landsbyfest og havetraktortræk. Nabo landsbyen Ilbro, som næsten er sammenhængende med Lørslev, har i denne uge sommerfest. Hele ugen, har der været forskellige aktiviteter, og her til aften, var der på sportsbanen lagt i til et af højdepunkterne, og når man nu er en beboer i et lille landsbysamfund, så gør man også deltagelse engang imellem. Så jeg tog med den bedste halvdel og drengene til havetraktortræk.
Det er en velorganiseret og nøje planlagt konkurrence. Der var DJ og kommentator. Måledommere, klassementer, kolde fadøl, sodavand og grillmad. Langs den 60 meter trækbane, var havetraktorer linet op på stribe. Klar til kamp.
Der blev lagt på vægten, som runderne i klassementerne skred frem, for at finde vinderne af de forskellige klasser. Det var meget tydeligt at se, at det at køre havetraktortræk er en hel videnskab. Det handler om at starte i det rette gear, skifte på det rette tidspunkt og fordele sin egenvægt korrekt på de rette tidspunkter.
Det var både børn og voksne, kvinde (som i en enkelt) og mænd som deltog. Der var mange som nåede hele vejen (fullpull for de af Jer som ikke er bekendte med træktortræk termer), og for hver træk blev der sparket jordknolde på plads, så banen var jævn til næste deltager. Jeg går ud fra, at det at sparke jord også er en diciplin som er veltrænet her i de små samfund – han var i hvert fald dygtig til det.
Jeg kan ikke lade være med at smile selvironisk, når jeg finder mig selv i deltagelse af disse begivenheder. Jeg er født og opvokset i landsbysamfundet, og sågar også i det område, som jeg for fem år siden flyttede tilbage til efter 16 år i storby, stor menneskemængde og lejlighedskomplekser. Så landsbysamfundet er ikke fremmed for mig, og jeg ved præcis hvad det er. Men jeg har også været uden for hele den “livsstil” i næsten halvdelen af mit liv, hvor storbymennesket fæstnede sig i mig. Jeg ved nøjagtigt, hvad storbymennesket tænker omkring det, og jeg kan mærke at de tanker også bor i mig, men ikke på den fordømmende måde. Jeg kan også se det hyggelige i det, og forstår vigtigheden af den slags begivenheder og hvad det gør for landsbysamfundets sammenhold, som har meget stor vigtighed. Et sammenhold som man på ingen måder finder på samme niveau i storbyen, hvor man knap nok kendte den nabo som boede lige inde på den anden side af sin lejlighedsvæg.
Jeg har været tilbage som bosiddende Vendelbo i fem år, men jeg har været storbymenneske for længe til, at jeg kan falde tilbage til at være inkarneret vendelbo og landsbymenneske. Jeg troede jeg kunne. Jeg troede det lå i blodet. Men efter fem år har jeg erkendt og accepteret, at sådan er det ikke. Jeg befinder mig supergodt, og jeg trives, og jeg forstår livets gang, kulturen og menneskerne. Men jeg bliver aldrig 100 % “en af dem” igen. Jeg var væk i for lang tid, og i en tidsperiode af mit liv, hvor mit “jeg” blev udviklet. Det skal endelig ikke opfattes skidt, ondt eller som om jeg mener jeg er et bedre menneske end landsbybeboere. Jeg elsker landsbysamfundet, jeg elsker atmosfæren og personlighederne og de små landsbyers skævheder. Men jeg bliver ikke en indfødt igen. Men derfor kan jeg sagtens trives og have det dejligt, og jeg kan sagtens deltage – og gør det også med glæde og stor nydelse – i begivenhederne som landsbyfestugen i Ilbro. Jeg nyder det på to måder. Den ene med det skæve, elskværdige, smil over begivenheden oplevet gennem et storbymenneskes øjne, men også fordi jeg faktisk godt kan lide at blive mindet om, hvor jeg kommer fra – det giver mig en dejlig nostalgisk hjertevarme.
I morgen spiller Small Amsterdam samt Fede Finn & Funny Boyz på Ilbro stadion fra klokken 17:30 – kom og vær med og oplev de autentiske varme og lunefulde landsbyfolk. Du behøver ikke tage det fine tøj på – kom som du er 🙂
-
Så gik der tid med det
Det er den allersidste dag i en tre ugers sommerferie. En sommerferie, som har været helt efter bogen, og lige som den skulle være. Vi kan ved enden af ferien konstatere, at vi er gode til at vælge, hvornår vi tager ud, og hvornår vi bliver hjemme. Sidste år, valgte vi at tilbringe vores sommerferie hjemme, og primært på vores egen matrikel, og vejret var storartet. Så storartet, at vi næsten havde helt ondt af dem, som havde betalt penge for at komme til steder, hvor der var ligeså dejligt sommervarmt, som der var herhjemme. I år valgte vi at tage ud, og endnu engang havde vi foretaget et godt valg. Vi rejste fra en sommer, som bestemt ikke kan prale af at have været rigtig sommer, og til en hvor vi fik både badevejr, sol og varme i mangfoldigheder, mens de frøs og var våde herhjemme. Det brugte vi små to uger på, og de var fantastiske.
Jeg tilbragte de første to uger sammen med den bedste halvdel, og drengene, og den sidste uge har været min ego uge. Den ferieuge, hvor jeg ville gøre lige præcis det jeg ville, og helst så lidt som muligt. Det har været en aldeles skøn uge, hvor jeg har nusset rundt primært i mit “hjemmetøj”, har spillet en masse Sims4 (yep – jeg elsker det spil, og har været med helt fra sims 1), svømmet, hygget, lavet mad, kælet for, gået en masse ture med og leget i mangfoldighed med Bailey, vakset alt mit tøj og gjort orden, og ryddet kraftigt ud, i mit klædeskab, og har haft mange dage i træk uden det mindste make-up eller hårsætning. Fabelagtigt!
Lige nu er det enden på den allersidste feriedag, og vi havde egentlig planlagt at tage til Aalborg for at kigge på skibe. Men vejret så ikke lige alt for indbydende ud, så i stedet valgte vi at besøge det lokale museum. Det er et af de steder, som man ofte har talt om, men som man aldrig er kommet omkring, fordi det kan man jo altid gøre da det ligger næste i baghaven. I dag gjorde vi det – og jeg blev positivt overrasket. Vendsyssel Historiske Museum er langt større end jeg lige troede, og inden vi kom derfra igen, havde vi tilbragt tæt på tre en halv time i omgivelserne. Der var alt, hvad hjertet begærer af udstillinger, genstande, historier og opdagelser. Alt sammen krydret med den ekstra dimension af, at det her var min historie. Fra min egn. Jeg lærte også nye ting, som f.eks. at NEM persillehakkeren, rent faktisk er opfundet ikke alene i Danmark, men i Hjørring af alle steder. Jeg opdagede også at den gamle præstebolig fra min helt lokale hjemsted, Sindal, står lige der på museet.
Jeg genkendte en masse legetøj, tøj, redskaber og indretninger fra 60er udstillingen. Selv om jeg ikke er barn af 60erne, men fra årtiet efter, så kunne jeg i udstillingen se, at mange af tingene fulgte med ind i 70erne og fik mig til at føle mig både helt hjemme, og en lille smule gammel.
Jeg blev overrasket over, hvor mange arkæologiske fund og udgravelser der har fundet sted i mit område, og blev eftertænksom da jeg så, der blandt andet i Vrejlev, Bindslev, Tårs og Uggerby er fundet skelletter af både bjørne (brun og isbjørn), sæler, ulve, urokser og muskusokser.
Det var skægt, underholdende og lærerigt at gå igennem Vendsyssels historie, og vi gjorde det vi kunne, for at blende os ind i tiden, når vi kunne
Hvis du skal til Hjørring, så kan jeg varmt anbefale at besøge museet. Det er overkommeligt i både størrelse og i entrébeløb, og man behøver ikke være fra lokalegnen, for at kunne blive underholdt. For mig, var det en ekstra oplevelse at det var, men det er velegnet for enhver.
I morgen starter hverdagen igen, og jeg er tilbage i nutiden, hvor jeg tænker på fremtiden. Jeg er klar, og jeg glæder mig til at komme igang igen. Når det så er sagt, så betyder det ikke, at jeg ikke ser frem til den næste ferie som kommer forbi om ca. 20 uger.
-
Glimt af en ferietur
Vi er godt på den anden side, af vores udenlandstur. To drenge, to voksne og en hund pakkede en opel Astra, som blev byttet med en Caravellebus, venligt gratis udlånt til os af en nordtysk ven. Ned gennem Tyskland susede vi, og tog en overnatning i Duchcov i Tjekkiet. En søvning forstad til Pragh, men som ved nærmere inspektion havde en vældig interessant historie. Vi havde booket os ind på Hotel Casanova, og vi grinte lidt af navnet. Lige indtil vi på vores gåtur mod spisested, passerede slottet Dux.
Da vi ikke kunne læse det som stod på informationstavlen, fik vi os senere googlet os frem til, at på dette slot tilbragte selveste Casanova sine sidste 13 år som bibliotekar. Så gav det pludselig langt mere mening, at mange små oaser i byen, hed Casanova dit og Casanova dat. Vi sagde farvel til det hundevenlige hotel tidligt næste morgen for at begive os ud på den sidste etape, som ville lade os krydse grænsen til Slovakiet og til sidst Ungarn, hvor destinationen hed Tata. Her var vi også for fire år siden, og vennerne dernede har siden da forespurgt, hvornår vi kom igen. Det gjorde vi så i år.
Vi blev indlogeret i en dejlig lejlighed, som var udstyret med aircondition, som allerede første dag, skulle vise sig at være himmelsendt for både mennesker og dyr. Tata er placeret en lille time syd for Budapest, og på førstedagen efter ankomsten, tog drengene og den bedste halvdel på politibesøg. I den ungarske venneflok er en politimand, og han ville så gerne eskortere drengene rundt på politistationen. Alt i mens de fik den rundvisning, benyttede jeg lejligheden til at besøge nabopladsen til vores lejlighed. Lige over på den anden side er en geologisk attraktion, hvorpå der er placeret en kirke på en høj bakke/klippe, hvor der nedenfor er en cirkel sten i stil med Stonehenge.
For at komme op til kirken, skal man i bedste bjergbestiger stil, klatre op af klippevæggen. Vel at mærke uden sikkerhedsline, og kun støttet af et meget simpelt gelænder, hvortil der ikke hører nogen deciderede trappetrin, men kun små afsats i forskellige retninger, som skal passe med sine egne skridt og sin skostørrelse. Vi var også oppe ved den sidste gang vi var der, og dengang mødte vi en stor ungarsk ulv, som kom luntende ca. 10 meter forbi os. Jeg kan godt afsløre, at vi stod helt stille og stirrede på den i både lidt frygt, fulde af respekt og med stor fascination. Jeg skal ikke undsige mig, at det møde stod frisk i min hukommelse da jeg denne gang klatrede op til kirken alene. Tænk om ulven var der endnu? Det var den ikke, men jeg kiggede lidt mere ovre mine skuldre end vanlig, og var på vagt. Men ulven udeblev, og det gjorde også forståelsen af, hvad det her sted er. Alle skilte er på ungarsk, og det eneste jeg kan forstå er, at det blandt andet er et geologisk museum. Kirken er ikke i brug, og man kan ikke komme ind, men hvad, hvordan og hvorfor er jeg ikke blevet klogere på – selv google kunne i det her tilfælde ikke hjælpe mig, da alt jeg kunne finde om dette også kun står på ungarsk.
Torsdag drog vi på dagstur til Budapest, mens vi lod Bailey være hjemme i den afkølede lejlighed. Vi fik genset Fishermans Bastion og udsigten over Donau, hvor det var en selvfølge at der skulle tages selfies i alle afskygninger
Vi fik udforsket den underjordiske labyrint, hvor Grev Dracula blandt andre havde siddet som fange i et års tid, kørt op og ned i en 100 år gammen funicular, spist en rigtig god frokost, og fik os erhvervet en parkeringsbøde
Vi havde rent faktisk undersøgt, før vi parkerede. Som vi fangede den ualmindelig gode plads, kom der en p-vagt gående forbi. Han kunne engelsk, og på spørgsmålet om vi måtte parkere lige der, svarede han ja, og tilføjede at lige her var det gratis, men bevægede vi os ned på den anden side, så ville det koste penge. Så vi efterlod bilen i god tro, og blev derfor lidt overrasket over at se skrivelsen under vinduesviskeren. Vi fik os senere googlet translated os frem til, at vi holdte ulovligt parkeret. Så enten så har p-vagten ikke haft styr på reglerne, eller så har han set muligheden for at tage røven på de stakkels turister. Når det så er sagt, så er bøde på de 5.720 ft (hvis man betalte inden for 14 dage, og herefter ville det så koste de 18.040 som vi også fik os googlet translated os frem til), svarende til den nette sum af 137 danske kroner, hvilket er en trediedel af det beløb vi gav for fire år siden i parkeringsautomat inde i Budapest. Så det var rent faktisk billigere for os at tage bøden, end at betale for at holde legalt. Og ja – vi betalte bøden inden vi forlod Ungarn. Ungarn har nemlig samarbejde med Danmark om at kunne opkræve via skat, hvis man som turist render fra en p-bøde.
I nærområdet af Tata er der naturligvis også en del at opleve. Vi tog derfor løbende på ekskursion til Tatabanya og nærområde, hvor vi holdte aftensudsigt ud over Tatabanya, alt imens vi beundrede den 15 meter store ørn, Turul
Vi fik kigget på adskillelig solsikkemarker, som viste sig fra sin bedste side, og set mere udsigt fra Hilltop, hvor der dyrkes vin af yderst skøn kvalitet
På en af de varmeste dage, havde vi planlagt en tur til Balatonsøen, som var en køretur på små to timer. Baghistorien for Balaton er, at da vi var i Ungarn for fire år siden, havde vi lagt op til den helt store lækre badedag i den magiske sø over for vores, dengang, 8 & 11 årige knægte. De glædede sig, og vi kørte de to timer, godt hjulpet på vej af GPSen som var sat til, og havde nøjagtigt fundet, Balaton. Ved enden af turen, ankommer vi til en by navngivet Balaton, og som ligger helt oppe ved den Slovakiske grænse. Drengene var storskuffet og direkte sure, og nærmest forlangte at vi vendte rundt og kørte direkte til det rigtige Balaton som nu lå 500 km i den modsatte retning. Her måtte vi sige nej, til endnu mere skuffelse for drengene, og at Balaton måtte blive næste gang vi kom til Ungarn. Det var så i år det løfte skulle indfries, og selv om de nu er 12 & 15, så glædede de sig ligeså meget til det denne gang, som for fire år siden. Denne gang, havde os voksne også sørget for at researhce lidt bedre, og sikret os at vi ramte det rigtige sted, og ikke endnu engang havnede i det falske Balaton. Stor var derfor både lettelse og glæde, da vi for enden af destinationsvejen, kunne se det meget klare blå vand foran os. Der var ingen grænser for, hvor meget det blev nydt af både voksne og børn. Det er en helt fantastisk sø at bade i på alle mulige niveauer, og bliver bestemt ikke dårligere at være i, når temperaturen sniger sig op på 36 grader og høj solhimmel.
Vores sidste dag i Ungarn bød på fisketur. Vores ungarske venner havde arrangeret en fantastisk fisketur ved en lækker sø i Ebszönybanya. De havde sørget for at hele den ene søbred kun var til os, og så var der ellers lagt frem med fiskegrej, fiskemadding, frokost og aftensmad. En hel dag i fuldstændig afslapningens tegn i godt selskab, og i en varme og sol, som især den største havde lidt problemer med denne dag, da han ved Balaton, havde fået sig en lille solskoldning. Men han holdt i og holdt til i skyggen, og fiskene strømmede ind. Da vi sagde farvel, havde de to knægte tilsammen fisket i nærheden af 40 fisk ind.
Det var en skøn dag, og jeg havde hele ugen igennem klaret solen så fint. Jeg er – qua min hårfarve – en type som solen godt kan være hård ved i løbet af kort tid. Men de sidste 7-8 år, har jeg kunne tolerere mere og mere, men er stadig rigtig god til at passe på. Men denne dag ved søen, fik solen alligevel også godt fat i mig.
Det skal dog siges, at det ser værre ud end det viste sig at være. Jovist har jeg fået sol, og da vi kom hjem kunne jeg da også svagt mærke en lille brænden i panden. Men jeg smurte mig godt ind i aftersun og creme, og da jeg vågnede næste morgen, var jeg på ingen måder hverken varm, øm eller følsom over for solen. Det var de andre tre, som i løbet af den næste uge oplevede både lettere smerte, senere kløende rygge, næser og pander, for til sidst at skælle hud. Alt det oplevede jeg ikke, så selv om jeg er den ud af os alle fire som er mest udsat for solens konsekvenser, endte det med at jeg var den som var mindst ramt.
Efter ni dage hjemmefra, begyndte vi turen tilbage til Danmark. Vi overnattede på returvejen igen hos Casanova i Tjekkiet, og drønede så igennem til Slovakiet og op igennem Tyskland, hvor vi byttede tilbage til den røde Opel Astra. Planen var, at vi skulle have haft en overnatning i Tyskland også på vejen hjem, som vi gjorde på vejen ned, men når man nu er på vej hjem, så vil man også bare gerne hjem. Så vi havde besluttet os for at tage det lange seje træk fra Tjekkiet og hele vejen hjem til Lørslev. Det tog os alt i alt 13 timer, men det var det hele værd, da vi lidt over midnat sidste tirsdag kunne smide os i egen seng. Ude godt – men hjemme er altså bare bedst.
Hverdagen er så småt ved at indfinde sig igen. Den bedste halvdel er påbegyndt arbejde igen efter to ugers sommerferie. Jeg selv har lige denne uge med også, før jeg finder vejen tilbage på jobbet igen. Men når jeg gør, kan jeg kigge tilbage på en sommerferie som har være skøn. Jeg har haft oplevelser, rejseaktivitet, sommer & sol, familietid og egotid i denne uge som jeg er i lige nu. Jeg er ikke i tvivl om, at samtlige batterier vil være fuldstændig ladet op når jeg kommer tilbage på arbejde. Men indtil da har jeg lige lidt mere ferie at nyde, og den har været og er stadig en af de bedre.
-
Ferietid for Alle … også for mig
Så blev der også ferie til mig. Den startede i går, og forude ligger der tre uger, hvor arbejdet bliver lagt på hylden, og hvor oplevelser og afslapning tager førersædet. Der skal tankes op.
Den startede godt. Fredags Fest er aktuel i Karolinelund, og efter vi havde sagt “god ferie” på jobbet, mødtes jeg med bedsteveninden, for at synge med på gamle kendinge, og mindes de gode gamle dage. Lis Sørensen sparkede min sommerferie i gang.
Herhjemme har vi fået lagt sidste nye klinke på gulvet i køkkenet, så vi kan gå en sommerferie i møde, hvor vi endelig har fået udryddet de røde fliser. Det har været på ønskesedlen i alle de år jeg har boet i huset, fliserne som skulle på blev hjembragt for halvandet år siden, og endelig… endelig er de lagt. Jeg er sikker på, at jeg vil sukke forelsket over dem hele sommerferien.
I løbet af ferien står den i år også på udenlandsrejse. Vi har hentet drengene til huse, og fået deres pas med hjem. De vil blive flittigt brugt, når vi tager på bilferie til Budapest.
Vi har været der før for tre somre siden. I år skal vi igen, for da vi var der sidst, lovede vi drengene at de nok skulle få lov til at bade i Ballaton søen, som vi missede sidste gang pga. et GPS glitch. I år indfrier vi vores løfte. Bailey er blevet vaccineret på alle leder og kanter, så ham tager vi med, alt i mens vi har allieret os med housesitter som sørger for vanding af have, pasning af hus og fodring samt kælning af Mojo the Cat.
I udlandet venter der os varmegrader som umiddelbart er lige højt nok for mig. Jeg kan godt lide temperatuer på omkring 25 grader, men der venter os en gennemsnitstemperatur på omkring de 33, med dage hvor det nærmer sig 40. Det er altså ikke en temperatur som kan være skøn! I særdeleshed ikke når vi befinder os i et land uden kyster. Så derfor kan jeg godt garantere dobbelt, at drengene kommer til Ballaton søen – her vil også jeg finde lise på de varmeste dage. Omvendt så vil jeg ikke ret gerne klage mig, for sommeren i år lader til at være en af de lunefulde, hvor vi ikke ligefrem priser den når den er ovre, som vi gjorde sidste år. Så jeg tager det sommer jeg kan få, om så det betyder at jeg må rejse ud af landet, og til lidt højere varmegrader end hvad jeg finder optimalt.
Lige nu står den på rengøring og klargøring, så jeg kan nyde alle sommerferiens etapper uden at skulle stresse over rod, kaos og opgaver. Jeg går i gang lige nu.
-
Et lille sommerprojekt til dig fra mig
Nu hvor varmen endelig er kommet, ryger der (forhåbentlig) også lidt ekstra væske indenbords. Selvfølgelig mest vand, men ude- og sammenværshygge følger med i varmen, og hertil også en læskedrik eller to. Dåserne som er tilbage, kan du så gemme og bruge dem til et ægte kreativt gør-det-selv projekt.
Det er ret simpelt at udføre, men det tager alligevel et par dage før det er færdigt, fordi dåserne lige skal hvile i 24 timer, før man er helt sikker på at de er klar til næste etape. Hvordan det kan gøres illustreres i videoen nedenfor.
https://www.youtube.com/watch?v=6ZlWP7hS_SA
Min er nu færdig, og jeg er ganske tilfreds. Den skal med mig på jobbet på mandag, da jeg her desperat mangler en holder til både kuglepen, saks og linealer og hvad ellers jeg kan finde på at smide i den. Den bliver et hit og et særdeles effektivt redskab i min arbejdshverdag.
-
Team Awesome
For tre år siden skiftede jeg job. Jeg overtog en gruppe mennesker og en opgave, som skulle stabiliseres og optimeres. Gennem de tre år, er der sket nogen skift i sammensætningen af gruppen, og der er arbejdet hårdt fra alle sider for at skabe en – ikke bare midlertidig succes, men en stadig udviklende succes. Det som gruppen præsterer bliver ved med at overgå noget tidligere, og de har i særdeleshed gennem det sidste halvandet år rigtigt fundet teten, og de har opnået og overgået mange gange.
Jeg er forbandet stolt af det stykke arbejde de leverer. Det har bestemt ikke været lutter dans på roser, og vi har undervejs taget nogle knubs. Men hvert et blåt mærke har gjort os stærkere, fordi det har tvunget os til at kigge på andre og nye muligheder, som har givet os bedre resultater end før. De er stadig i udvikling, men de er pokkers stabile, men frem for alt har de gennem tiden fået udviklet et fokus, et ambitionsniveau for at nå videre og en evne til at fortsætte og aldrig give op. De har gennem årene vundet præmier både individuelt og holdmæssigt, og i fredags indløste de en af deres fællespræmier. Vi har været der før, men Funcenter er altid et sjovt besøg, så vi lukkede ned halvanden time tidligere, og drog afsted mod Rodeoridning, Gladiatorkamp, Stigefodbold og udendørs Lasergame
De fik to timer i alt, hvor de boltrede sig, men hvor de virkelig også fik motioneret deres lattermuskler. Jeg er ikke i tvivl om, at de havde det skægt, og hvor de dog fortjener præmien. De blev sendt på weekend med ømme lattermuskler, sved på panden, mad i maven og et humør som kommer til at mærkes når vi mødes igen på jobbet i morgen.
Jeg ved, at jeg er yderst heldig med de folk jeg har under vingerne. De er allerede nået rigtig langt, men jeg tvivler ikke på, at de også når videre. Jeg ved godt, at der stadig ligger hårdt arbejde forude, men med dem på båden, så sejler jeg gerne turen. De er fantastiske, og jeg giver med glæde ekstra for at vise dem, at deres indsats og resultater værdsættes.
Jeg er en meget stolt chef 🙂
-
Resumé
Jeg overlevede. Min sygdom fik ikke taget på mig, og jeg kom tilbage til og ud i verden igen. Men den har så haft så meget drøn på, at prioriteringer blev gjort, hvilket har efterladt næsten to måneders tavshed herfra. Derfor synes jeg der skal en lille opdatering til på, hvad der blandt andet er foregået de to måneder.
Jeg nåede akkurat at blive rask til at drage til Sjælland. Konfirmations sæsonen satte ind, og ud over den konfirmation på øen, hvor jeg selv var med som gæst, var mine weekender fra medio april til medio maj afsat til andre konfirmander, som fik deres dag foreviget.
Jeg har arbejdet på fuld drøn, og da jeg er i en branche, hvor “gode gamle dage” var dem for tre måneder siden, har der været ændringer som har givet nye muligheder og fordret lidt tilpasninger. Det hele på den gode måde, og jeg trives stadig på mit arbejde, med de opgaver jeg har, og det som til stadighed udvikler sig til noget som jeg er afsindigt stolt af.
Jeg har nydt selskab af 50 % af min niece/nevø konstellation, mens forældrene var ude at more sig. Jeg fik moret mig med tøsen på chicktrip, mens knægten fik moret sig på nabogården, og fik ko-møj under støvlerne og halm i håret. Jeg elsker at have dem på besøg.
Jeg har atter været samlet med dem, som efterhånden har kendt mig allerlængst af alle. Mine HH tøser, som jeg fortsat mødes med. Vi har 10 års jubilæum med vores møder i år, og det som har været et halvårligt møde, er så småt ved at blive til kvartalsmøder i stedet for. Jeg klager bestemt ikke. Jeg nyder hvert et møde jeg har med dem. Denne gang spiste vi middag med udsigt over Vesterhavet, og fik en nydelig solnedgang til efter-dessert
Hunden Bailey trives i bedste stil. Han er stadigvæk fuld af balllade og buller. Lystrer ikke meget mere siden sidst, men trænes stadig i det. Stadigvæk nok lidt for forkælet, og så er han blevet to år, som han selvfølgelig fik at mærke. Fik jeg sagt, at han nok er lidt for forkælet?
Haven bliver igen i år eksperimenteret i. Både højbede og køkkenhave er anlagt, og vokser lystigt, foruden et mini væksthus som afprøves i år, før jeg eventuelt går ud og investerer i et “rigtigt” drivhus. Tanken er der, og lysten til at udvide min dyrkning-af-egne-afgrøder horisont vokser med årene. For hvert år der går, nyder jeg haven mere og mere, som kommer til udtryk i dyrkningen og udklædningen af den.
Min kære mormor er jeg så heldig at have endnu. Også min morfar. Jeg er priviligeret at jeg i en alder af snart 41, stadig har et helt sæt bedsteforældre tilbage, og i slutningen af maj fejrede vi mormor som rundede 90. En stor dag, og hvor jeg dog håber at jeg har arvet hendes gener.
Når vi nu er ved fejringer, så var der endnu en milepæl som blev rundet. Den bedste halvdel og jeg har, siden sidst, kunne fejre endnu en årsdag. Denne gang den femte af slagsen. Jeg forstår ikke, hvor de fem år er blevet af, for jeg føler stadig at jeg er i færd med at lære ham at kende. Kærligheden får aldrig lov at glemmes blot en enkel dag, og jeg elsker ham, ham og jeg samt det forhold som giver så meget, men som til stadighed også giver plads til den enkelte.
Således er der lavet et hurtigt resumé af noget af det som de sidste to måneder er gået med. Der er mange detaljer, oplevelser og forundringer som er udeladt, men lad mig slå fast, at jeg ikke har stået stille selv om man godt kunne have mig det mistænkt udfra den manglende aktivet ved dette tastatur.
Foran mig ligger der nogle enkelte arbejdsuger, et par aktiviteter jeg ser frem til, en hverdag som skal nydes, og lige om lidt tre ugers sommerferie. Hvis sommeren fortsat udebliver, kan jeg trøste mig med, at vi tager et sted hen, hvor der efter stor sandsynlighed vil være sommer. Men indtil da, tager vi én dag af gangen
Velkommen tilbage 🙂