-
Måneskins sonaten
Det var oplagt at øve sig på månebilleder i aften. Så der stod jeg og frøs om fingre og næse i en lille halv times tid, alt i mens jeg tog det ene billede efter det andet. Undervejs justerede jeg på alt hvad jeg har lært, og lidt efter lidt begyndte jeg at finde den rigtige indstilling, alene fordi jeg nu ved, hvilke indstillinger jeg skal skrue på.
Aldrig havde jeg dog troet, at jeg skulle kunne tage et så fint måne billede. Nu mangler jeg bare for alvor et nyt objektiv, som kan trække mig endnu tættere på den fine gamle måne.
Du kan se den fulde version af billedet lige her, skulle du have lyst. Den tager sig klart bedre ud i sit fulde format.
-
Slanger i Sæby
Jeg begynder at forstå mere og mere. Jeg har til aften afviklet lektion nummer tre ud af seks, og vi er bevæget os ud i områder, som jeg havde en idé om, hvordan det skulle gøres, men alligevel ikke, fordi jeg ikke havde styr på termerne. Det begynder at give mening. Praktisk øvelse i feltet blev foretaget, og jeg har slanger i mit kamera
Jeg har altid vidst, at sådanne billeder havde noget med lukketiden at gøre, men lige hvad man ellers også skulle tage højde for, samt andre forskellige parametre, og hvorfor, fik jeg på plads i dag. Jeg roder stadig lidt rundt i hvad der kan justeres på, for at kompensere for forskellige situationer, men jeg begynder at se lyset….også i slanger.
…og her er hvad jeg nu kan demonstrere jeg har lært, og frem for alt hvad jeg nu forstår: billedet ovenfor er taget med en lukketid på 15 sekunder, f22, ISO 100. Hvad mere er, er at jeg forstår hvorfor og hvordan de forskellige tal gør en forskel. Jeg begynder også så småt at forstå, hvilke af de tre jeg kan trække i manuelt, for at kompensere for det som jeg synes måske ville gøre en forskel, i forhold til det jeg vil med billedet.
Ih hvor er det altså spændende – og uh hvor opdager jeg også nogle ting, som jeg simpelthen bliver nødt til at investere i. Investeringer som vil gøre en kæmpe forskel, og som forklarer hvorfor der er ting jeg ikke kan med mit kamera med det udstyr det har på nuværende tidspunkt, men som det godt kan, hvis jeg fik det rette, men ikke nødvendigvis en masse ekstra, udstyr.
Jeg elsker at lære, og jeg glæder mig til at se, hvor meget mere jeg når at lære inden kurset har sin afslutning om en måneds tid.
-
Skibet er ladet med…
…håb om forår forude – i den blå time spottede mit øje de hvide blomster i græsplænen, på trods af buldrende tønder omkring en vinter som var på vej tilbage. De tønder var vist tomme.
-
Boller op og boller ned
I morgen er der fastelavnsdag på jobbet. Tønden og præmierne er købt ind, og ordren om, at de skal møde op i udklædning er givet. Jeg havde for lang tid siden lovet et par af tøserne at lave fastelavnsboller til dem, såfremt de havde gjort sig dem fortjent. Det har de, og derfor blev der her til aften lavet fastelavnsboller. Jeg lavede også nogen sidste år, men jeg havde problemer med creme som flød ud – det fandt jeg løsningen på i dag.
I stedet for at lave små cirkler, fylde creme på dem, og så samle dem i bunden, så blev dejen delt i to. De to dele blev herefter rullet ud, hvorpå jeg på den ene markerede en cirkel med et glas. Herefter blev en klat creme lagt på, og den anden udrulning blev lagt henover. Herefter tog jeg glasset igen, og pressede ned over “bulerne”. På den måde fik jeg forseglet cremen inde, og ikke én eneste dråbe creme flød ud under bagningen. Ganske genialt, hvis jeg selv skal sige det.
Fastelavnsopskriften, og hjemmelavet creme kommer her:
Dejen
- 2,5 dl. sødmælk
- 50 gram margarine
- 25 gram gær
- 1 æg
- 3 spsk. sukker
- En kvart tsk. salt
- 500 gram hvedemel
Smelt margerine i mælken i en gryde – lad det ikke blive for varmt, for ellers risikerer du at slå gæren ihjel, som du smulrer i når mælk og margarine har fundet hinanden. Hæld herefter de øvrige ingredienser i, og ælt dejen i ca. 10 minutter (længere hvis du gør det i hånden), og lad den så hæve i ca. en time. Slå dejen ned, del den i to portioner, der hver rulles ud til omkring 1,5 cm i tykkelse. Det er så her du markerer den ene med cirkler med et glas. Fyld en tsk. creme i midten af cirklerne, og læg dernæst “låget” på dem. Bollerne trykkes så ud med glasset, og lad dem efterhæve i ca. 30 minutter.
Cremen
- 2 æggeblommer
- 2 spsk. sukker
- 1,5 spsk. maizena
- 2 dl. sødmælk
- 1 tsk vanillesukker
Æggeblommer, sukker, maizena og mælk piskes sammen i en gryde. Varm op til kogepunktet, skru lidt ned, og rør så rundt indtil det hele begynder at tykne. Tag det af varmen, og vær klar, for ligepludselig går det rigtig stærkt med tykningen. Cremen skal have en fast konsistens, og lad den så stå og køle af en lille times tid.
Når bund, creme og top er presset sammen, så bages bollerne i ovnen ved 165 grader i ca. 15 minutter, efter de er blevet penslet med æg og mælk.
Fastelavn, er mit navn – boller har jeg lavet 🙂
-
En sten fra hjertet
Når to finder sammen, tager man hver især ting med sig ind i forholdet. Sådan er det også med den bedste halvdel og jeg. Siden jeg har lært ham at kende, så ved jeg pludselig en masse om biler og traktorer. Jeg er hoppet med på traktortræk og landsbyfester, for det er nogen af de ting, som han bragte med ind i forholdet, og nogle af de traditioner og gøremål, som jeg er blevet en del af. Jeg har til gengældt bragt ordet “lyvsvin” ind i familien, og så har jeg bragt stemsamlingstraditionen også.
Siden min USA tur i 2008, har jeg taget en eller to sten med mig, når jeg har været på rejser og/eller specielle udflugter. Så da vi slog pjalterne sammen, så tog jeg blandt andet mine stenminder med mig – deriblandt sten fra Grand Canyon.
Jeg synes det er en god souvenir at tage med hjem, og under hver enkel sten skriver jeg, hvor den er fra, og hver eneste af dem, ved jeg præcis hvor jeg har samlet den op. I 2010, skulle vi på vores første tur ud i verdenen sammen med drengene. Vi drog til Ungarn, og her blev de indviet i min lille tradition, og de kunne hurtigt se det sjove i det. Så vi kom hjem fra Ungarn med en masse sten.
Gennem de sidste snart fem år, har vi fået sten med hjem fra Møns Klint, Langeland, Finland, Pragh og Malaga, og drengene samt den bedste halvdel har taget min lille tradition helt til sig. Rundt omkring i huset står disse små mindesten til pynt.
I dag fik jeg dem så alle samlet, da jeg skulle tørre lidt støv af rundt omkring i huset. Samtidig havde jeg også lige tænkt tanken, at jeg skulle gennemgå stenene, for det er ikke dem alle der har sted og år skrevet under dem. Min filosofi er max to sten fra hvert sted, men drengene kunne i starten ikke rigtig sætte deres begrænsning på stensamlingen, så de slæbte med i store mængder – og jeg tog bare i mod, og lod dem gøre det. Derfor er der nu en ret så stor bunke af sten spredt rundt omkring i huset.
Så jeg har gået igennem hver og en af dem. Sorteret dem fra, hvorunder der ikke står sted og årstal, og resten har jeg pakket væk. Ikke smidt væk, men gemt. Det efterlader stadig en pæn samling, men der er nu plads til lidt flere stenminder – for dem kommer der uden tvivl flere af.
-
Fortid-nutid-vi-to
Det er lørdag, det er min fars fødselsdag og det er Valentinsdag. Total kinderæg dag. Den var allerede planlagt til ikke at sove længe på. Den bedste halvdel og jeg skulle på tur. Så vi lod vækkeuret ringe, så vi kunne komme i gang med oplevelserne. Som jeg sidder og gør mig klar til dagens udflugt, lister den bedste halvdel ind på kontoret til mig, og giver mig smukke blomster. Jeg er en heldig heldig dame.
Sally the Skoda blev starter op, og vi tog turen sydpå til Aarhus. Vi ville på Moesgaard museum. Her ville vi gå rundt og opleve historien, og Grauballemanden som er deres kronjuvel. En herre som jeg ikke har hilst på tidligere. Det gjorde jeg i dag, og man kan altså ikke lade være med at blive ret så fascineret af ham. Hvis bare han kunne tale selv, og ikke kun fortælle sin historie gennem dem som har studeret ham i årtier, og kommet frem til det som vi tror der er sket.
Det er et kæmpemuseum, og det er et gennemført museum. Det skorter bestemt ikke på udstillinger og er gavmild med, at invitere den besøgende til at deltage, røre, udforske, læse og mærke historien.
Jeg elsker historie, og jeg elsker at se hvor vi kommer fra, og hvad der har været. Jeg elsker at forestille mig fortiden, og jeg elsker at opdage, hvordan vi trods nutidens manglende bekvemmeligheder i alle afskygninger, alligevel har levet en hverdag, som fungerede rigtig fint. Moesgaard er så absolut et besøg værd, og der er mange timers læren i bygningen. Men størrelsen og detaljerne er også dets svaghed. For hvor meget jeg end elsker det, så når man også bare til et punkt, hvor hovedet ikke kan rumme mere, og det ender altid med at den sidste time på et museum af denne størrelse, bliver lidt for hurtigt gennemgået. Men der er jo heller ingen som siger, man skal gennemgå det hele på ét besøg, men som tilrejsende fra en længere afstand, har man ikke rigtig noget valg. Så vikingetiden fik jeg desværre ikke helt ind under huden, da jeg her var ved at nå mit mætningspunkt. Til gengæld, så er det noget som kan udforskes dybere en anden gang, for mon ikke Moesgaard stadig står i nogle årtier endnu?
Efter godt tre timer i fortiden, drog vi tilbage til nutiden, fandt en skøn café og indtog en dejlig sen frokost i en gårdhave. På vej tilbage til bilen, fik vi en god kop kaffe i hånden, som blev nydt på vej ud til motorvejen, og vel hjemme igen, har vi en hyggeaften foran os.
Valentin eller ej – så har dagen været dejlig uanset dens status.
-
Tirsdagslærdom
Det er ikke en en hemmelighed, at jeg godt kan lide at tage billeder. Men gennem alle de år jeg har leget med vekslende kamera, har jeg aldrig lært noget fra en som vidste noget om det. Jeg er 100 % selvlært, og ved også godt, at jeg render rundt med en kamera, som kan en milliard ting, som jeg ikke aner til hvad, og hvordan det bruges. Men jeg vil gerne lære det, for der er mange idéer og ønsker i mit hovede, som jeg ikke kan få ud på den anden side af linsen, netop fordi jeg ikke kender til de ting. Så jeg har givet mig selv en gave, og i dag blev første lektion af den indløst.
Jeg er begyndt på aftensskole. I Sæby er der en meget fotokyndig mand, som render rundt med al den viden og kunnen, som jeg ønsker jeg havde. Så jeg har betalt for et vinterkursus, hvor han lover vi bliver rigtig dygtige, og lærer ting, som vi lige nu troede vi aldrig ville kunne gøre. Det er et kursus jeg længe har tænkt, jeg måtte på. Nu sidder jeg der, og jeg bliver ikke skuffet. Åh som jeg skal lære. Selv om jeg egentlig synes jeg er okay til at tage billeder, set ud fra et hobbyplan, så er der sørme meget jeg kan blive bedre til, og samtidig også et helt katalog af nye ting som jeg ikke kan nu. Jeg er så tilfreds med det som venter, og i særdeleshed efter første møde. Jeg bliver slet ikke skuffet, og har fuld tillid til at jeg i høj grad, får valuta for alle mine penge.
Jeg nåede lige at lande herhjemme, før jeg skulle afsted til første kursusaften, og som jeg skal hente kameraet på mit kontor, finder jeg ud af, at denne tirsdag også har bragt mig den yndigste buket fra min bedste halvdel. Jeg nåede lige at smide den i en vase, inden jeg tog videre, og her efter hjemkomst er den blevet fotograferet med nye teknikker som jeg i aften begyndte at blive oplært i.
Det er ikke det bedste billede jeg har taget, og jeg ved også godt at det kunne have været blevet bedre, havde jeg benyttet mig af mine normale teknikker. Den teknik som er brugt i aften vil også kaste et bedre resultat af sig, som læringsprocessen skrider frem. Øvelse gør mester – men min bedste halvdel er allerede mester i små kærlighedsoverraskelser, og uanset hvor fint et billede jeg kan tage af den skønne buket, vil den på ingen måde reflektere den varme som jeg føler i maven når han overrasker mig på denne måde.
Tirsdage kan være tossegode!
-
En liter mælk, en pose kaffe og så avisen med min far på, tak
Så står man der i Netto i går. Ved kassen, for at betale den cola, den pakke kaffe og den liter mælk som man lige skal have købt i farten. Ved siden af sig, er hylden med dagens aviser og blade. Man blinker lige en ekstra gang, for har man set rigtigt, når man synes man ser sin far på forsiden af den regionale avis? Det har man. Velkommen på forsiden Hr. Andersen
Min far er verdensmand. Han er en entertainer. Han er en holdningernes mand. Han ekvilibrist. Han er historiefortæller. Han er frembrusende. Han er temperamentsfuld. Han er urokkelig. Han er debatør. Han er Hugo H.F.A. Andersen.
Jeg kunne slet ikke lade være med at smågrine, for når man kender min far, så vil det faktum, at Nordjyske har valgt at placere ham på forsiden, være verdensklasse. Men samtidig vil han heller ikke synes der var noget ekstraordinært i det, for hvor ellers skulle han dog høre hjemme?
Men hvorfor er han så havnet der på forsiden? Sagen er den, at min far er en mand som ikke holder sine meninger og holdninger tilbage. Han er ikke et sekund i tvivl om, hvor han står, og han står fast uanset hvad der så end bliver disket frem af modargumentationer. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke er enig i alle hans holdninger og meninger, men jeg har gennem årene også lært at jeg ikke kan rokke ham. Nogengange tager vi debatten, andre gange orker jeg simpelthen ikke, for uanset hvad jeg siger, så er det HFAs way or the highway. Sådan er det, og jeg har lært ikke at blive hidsig over det, men smile kærligt over det. Han er hvem han er – på godt og ondt.
Hans holdninger deler han gerne, og han har gennem mange år også delt nogen af dem med offentligheden i form af læserbreve i både lokale og regionale medier. Man kan sige en del om ham, men han formår at formulere sig på skrift, og han formår at gøre det på en sådan måde, at han bliver lagt mærke til. Det gjorde Nordjyske også, da hans seneste læserbrev landede på deres skrivebord. Min far havde set sig gal på Søren Pind, og hans påstand om at arbejdsløse da bare kunne tage sig sammen, og tage et hvilket som helst job, i stedet for at ligge på den lade side og lade samfundet betale for sig, fordi de ikke mente at de jobs der var, var noget for dem. Det fik min far til tasterne, og det pirrede nysgerrigheden hos Nordjyske. Hvem var denne holdningernes mand? Så Nordjyske kom forbi, for at fortælle historien om mennesket Hugo Andersen. En artikel som landede ham på forsiden af selve avisen, men også på forsiden på det indstik, hvor artiklen var trykt.
Jeg købte selvfølgelig avisen med mig hjem. Jeg er allerede blevet gjort arveløs én gang af ham (fordi han oplevede at eleven var overgået læremesteren i form af velkoordinerede aprilsnar løjer), men er sikker på at hvis jeg ikke sørgede for at få det med mig, så ville jeg falde tilbage i arverækken igen, men med den eventuelle gæld der ville være når han stiller de sorte afsfalttræsko. Men selvfølgelig tog jeg den også med, fordi det jo er min far.
Min far er portrætteret på ikke mindre end fire helsider, hvor han ærligt fortæller om sit liv, sine successer, sin baggrund og sine fejl og mangler. Jeg må give ham, at han har givet den fulde historie om sig selv. Både det gode, og det knap så gode. Min far er kommet til det punkt i sit liv, hvor han er okay med at acceptere og anderkende, at det hele ikke altid har været lige godt, og at han også selv bærer en del af skylden for de knap så heldige situationer i sit liv. Det gør mig stolt at han gør og tør det. Det kræver sin mand, at komme til denne erkendelse. Men min far er også meget mere end fejl og mangler. Han er et optimistisk menneske, som elsker livet. Det sættes der heldigvis primært fokus på i artiklen. Det og sit hårde, lange arbejdsliv.
Jeg kan genkende mennesket som Nordjyske har skrevet om. Jeg kan også snildt visualisere mig seancen som er foregået mellem journalist og min far. Jeg kan høre, hvordan han har fortalt historien, og jeg er slet ikke i tvivl om, at journalisten har været godt underholdt. Det er den kompetence min far bestrider allerbedst. At være i centrum og at være underholdende. Men bag al hans centrumssøgen og underholdningselement, dukker der også i artiklen en mand op som rummer nærvær, kærlighed og taknemmelighed. Selv om jeg smiler på en “ja det er typisk far, og noget som lige passer ham” manér, så flyder mit hjerte også over med kærlighed, da jeg kommer til vejs ende i artiklen. I siden er der en Blå Bog boks, med et par meget meget gamle billeder, hvorpå jeg er på det ene af dem. Men det er den allersidste sætning i artiklen som smelter mit hjerte.
På hans blå bog liste, allernederst står der: “Hugo Andersen har i alt seks børnebørn, hvoraf to er bonus”.
Min lillebror har fire børn, jeg har ingen. Men den bedste halvdel har sine to poder fra et tidligere ægteskab. Min far har gentagne gange sagt, at de bliver betragtet som børnebørn på lige fod som min brors. Jeg har altid troet på det, men på en eller anden sær måde, er det denne sætning som gør at mit hjerte smelter helt.
Jeg ved du læser med farmand, så her er lidt til dig. Vær stolt af artiklen, den gør det godt, og du har gjort det godt med at få de helt rigtige ting med. Jeg er – med alle dine fejl og mangler – stolt af den historie du fortæller, og jeg er evig taknemmelig for den sidste oplysning. Selv om du ikke altid er af samme mening, så gør du det godt. Du gør og har gjort det bedste du kan med de midler og muligheder du har haft og har. Du er blot et menneske, men hvilket menneske <3
-
Abetis i Gibraltar
Vi er nøjagtig en måned forbi juleaften, og Danmark vågner op til en snehvidtklædt vinterlandskab. For en måned siden, faldt der vist lidt sne hist og her, mens folk dansede omkring juletræet, mens jeg og den bedste halvdel indtog solen og 24 grader i Gibraltar.
Juleaften blev fejret i syden, og på selve dagen havde vi booket os ind til en dagstur til den engelske del i sydspanien, krydsede den officielle grænse og kiggede over på Afrika kontinentet.
I hele ugen vi var i Malaga, havde vi lejet en bil, men vi var blevet anbefalet ikke at tage turen over grænsen til Gibraltar i den, og derfor fandt vi et selskab som klarede det for os, Så klokken alt for tidligt juleaftensdag, satte vi os i en bus, og tre timer senere stod vi ved Europaklippen.
Vi havde fem timer at gøre godt med, og vejret startede noget diset og lettere køligt, så det her med at vi kiggede over på Afrika er rigtigt nok, men lige denne dag kunne vi ikke skimte selve kysten på det næste kontinent, selv om det kun ligger 23 km derfra. Men derfor var det stadigvæk lidt spøjst at tænke på, at lige derovre var Afrika. Tanken kan også have en oplevelseseffekt.
Vi hoppede efter ankomst over i en anden bus, og lod os tage på en guided tur rundt i Gibraltar, og op ad bjerget. Vi blev vældig godt underholdt af både guide og oplevelserne. På toppen af bjerget er den helt store turistattraktion naturligvis aberne. Der er bestemte regler for, hvad man må, skal og ikke skal ved mødet med disse aber. Giv dem ingen mad, lad være med at forsøge at røre dem, og skulle de komme til dig, så forhold dig bare roligt og nyd det … og stadig ikke give dem mad. De er vilde, men de er også intelligente, så de ved jo godt at de her turister temmelig sikkert har noget mad et eller andet sted på dem. Men generelt, så hopper de bare rundt omkring turisterne, som kan lade sig underholde af synet af dem tæt på.
Vi så et par stykker af dem på turen op, men ikke mange og ikke tæt på. Bussen holdt ind ved Saint Michaels Caves, som vi vandrede rundt i og blev meget imponeret over, i cirka 20 minutter. På vej ud, var det ved at være syv timer siden vi spiste morgenmad, så vi napper en snickers med ud. Udenfor er der turister og busser allevegne og rundt om dem står de små aber i massevis. Jeg når lige at sige med euforisk dyreelskende stemme “nej se… se aberne min skat, hvor er de søde!”, før én af dem fastlåser sit blik på mig. Jeg ved øjeblikkeligt, hvad den tænker og jeg når at tænke “ååårh f*** – den ved jeg har chokolade i min hånd!” Den sætter i målrettet tempo kursen over til mig, og sætter sig på numsen og stirrer op. Jeg forsøger at fortælle den, at jeg godt ved, hvad den tænker, men at det ikke hjælper noget. Før jeg ved af det, sidder den på min skulder
Der sidder den og nipper nænsomt på mine hænder, og pludselig er det mig som er turistattraktionen. Der står jeg som den eneste med … ja … aben på min skulder! Jeg når at ænse at det ikke kun er kæresten min som får taget billeder af mig med den på. Dens pels er blød, den lugter ikke, og den bed mig ikke. Den sad bare og forsøgte at få mig til at dele mit chokolade med den. Det gjorde jeg ikke, men jeg gik en lille tur med den, mens den sad der og tronede. Jeg fik den sat ned igen, ved at bukke mig, men så snart jeg stod rank igen, sad abe nummer to der i stedet for. Jeg ved godt, at jeg ser lidt betuttet ud på billedet, men jeg var slet ikke utryg, og jeg var ikke febrilsk. Jeg var ganske tryg, og synes det var ret hyggeligt, og er – selvfølgelig – overbevist om, at det ikke kun var mit chokolade som gjorde at de lige valgte mig, men også fordi de kunne mærke at jeg er en dyreelsker med dyrehviskende egenskaber.
…eller måske det var chokoladen?
Jeg kunne sagtens have brugt en time på den her oplevelse, men bussen skulle videre, og aben fik jeg af mine skuldre. Da jeg sad i bussen opdagede jeg, at en af aberne vist nok havde tisset på mig. Mit sjal lugtede nemlig en anelse af kattetis. Men skidt pyt – det kunne vaskes, så lidt abetis kunne ikke gøre oplevelsen mindre fantastisk.
Tilbage ved bjergfoden igen, havde vi knap tre timer på egen hånd. De er tiltænkt til brug af de shoppingmuligheder som Gibraltar tilbyder i massevis. Nu er jeg ikke den store shopper. Jeg er meget mere eventyrpersonen. Så jeg kunne snildt have nøjes med halvanden time til shopping, og så måske ønsket mig lidt mere tid oppe i bjergene i hulerne, med aberne og på det bunker museum som vi senere fandt ud af også var der.
Så skal du til Gibraltar, så tag endelig en tur derned med et selskab som kører dig. Men sørg for at opleve toppen og historien af Gibraltar mere end strøget. Gibraltar er fyldt med historie, og man kan sagtens opleve den på fem timer – men ikke på to som vi fik. Men jeg fik oplevelse, og solskin nok – som dagen skred frem – til at glemme, at det rent faktisk var juleaftensdag
Jeg føler ikke jeg fik oplevet nok af Gibraltar, men fik dog stadig en dejlig tur og en skøn oplevelse. Men når man ikke synes man har oplevet det hele og det man skal, så giver det jo en god undskyldning til en dag at vende tilbage.
-
Mijas trumfes af Stupa
Den første uge tilbage på jobbet er vel overstået. Lidt knirken i kroppen var der i starten, da den valgte at lade sig overmande af sygdom allerede dagen efter nytårsaften. Jeg brugte således resten af min juleferie på at bekæmpe feber, og da mandagen kom var kroppen endnu ikke helt i top, men den har gennem ugen genoprettet sig selv, og jeg døjer nu kun med en smule hosten. Sådan er det jo – hvorfor bruge almindelige arbejdsdage på sygdom, når man kan tage dem i sin ferie?
Men når jeg nu sådan skulle gå hen og blive syg, så er jeg da kun glad for at det var i min feries sidste uge, og ikke den første. Tænk om den havde sneget sig ind på turen sydpå. Den tur, som jeg stadig har masser at fortælle om, og vise frem af. Heldigvis var det ikke i den uge kroppen valgte at kapitulere, for havde den det, så var jeg gået glip af en masse oplevelser. Blandt andet Mijas. Den lille hvide by i bjergene, var kun en lille køretur (opad opad & opad) fra hvor vi boede. Vi var blevet anbefalet at besøge den under vores ophold. Vi ankom sidst på formiddagen, og efter kryben ned langs gader i bilen, fik vi den parkeret, og vandrede rundt i de idylliske omgivelser.
Det var den dag på hele vores tur, som havde den laveste temperatur. Oppe i bjergene var der tillagt en lettere vind, så det var en smule halvkøligt at traske rundt i de små gader. Byen er kendt som den hvide by i bjergene, fordi alt er malet i hvidt. Det er Malagas svar på det gule Skagen. Vi kommer uden for sæsonen, så der var masser af plads til os. Turister eller ej, så var det da pænt, men på en halvkølig dag, så var det ikke et sted, hvor jeg kunne få en hel dag til at gå. Men jeg kunne da nyde de små detaljer som dukkede frem.
Efter vi havde kringlet os rundt i byen, besluttede vi os for at få frokost på en restaurant som lå i byens centrum, og vi tænkte at vi kunne snuppe landets nationalret, da de skiltede og illustrerede med ægte spansk lækker paella. Jeg har spist lækker paella før, lavet herhjemme, så jeg glædede mig til den ægte vare. Slemt skuffet blev både jeg og den bedste halvdel, da vi fik serveret noget som vi har stærkt mistanke om at være en færdigret taget fra fryseren og puttet i mikroovnen. Det viste sig ikke kun at være den køligste dag på vores ferie, men også den dag vi fik den mest ringe ret under hele vores tur. Den gjorde ikke sin nationalstatus ret! Så vi spiste i stilhed, og betalte en pris som heller ikke gjorde retten ret, og så besluttede vi os for at køre ned ad bjerget igen.
Tilbage i Benalmaldena gjorde vi stop ved det buddhistiske tempel, The Enlightment Stupa. Der står det så pragtfuldt placeret i første række, med endnu en vidunderlig udsigt ud over Middelhavet.
Det virker lidt malplaceret med et autentisk buddistisk tempel lige der. Men der er nok buddhister i området til, at der var nogen som fik samlet pengene sammen til, at opføre det således at også de havde et sted at praktisere deres tro. Det er åbent for alle, og ganske gratis. Man kan – hvis man vil – smide en skilling eller to som tak for gæstfriheden. Skillinger som vil blive brugt til bevarelsen af templet. Det er nemt at overkomme, og nemt at overskue. Indgangsetagen er dedikeret til Buddha statuen og ofringen, og nedenunder er der en mindre samling af typiske buddhistiske redskaber. Bland andet “rulletønden” som vi alle kender fra Golden child takket været Eddie Murphys rap på samme.
Jeg kender ikke meget til den buddhistiske tro, men jeg ved nok til at det er en tro som inviterer til fred i både dit eget indre, mod andre og med andre. Den er fredsommelig, næstekærlig og respektfuld i mange henseender. Jeg kan sagtens fordybe mig i dens udtryk og i dens artifakter.
Jeg kan godt falde lidt for dens harmoni og jeg kan også snildt forestille mig, at jeg sagtens kunne bruge et par timer på at mærke roen og harmonien, lidt som jeg kan når jeg sidder ved havet, havde jeg mulighed og behovet for lidt alene tid til mig og mine tanker, eller netop for at blive fritaget af dem. Men denne dag var det nok med at kigge og undersøge.
Dagen blev afsluttet med lidt flere varmegrader end der var i bjergbyen, og da vi ramte hjemmeadressen, blev den grillede aftensmad vi selv lavede på vores tagterrasse, en hel del bedre end den menu vi havde spist tidligere på dagen. Mange gange er selvgjort, velgjort.