-
2015
Hos os var nytårsaften præget af “same procedure as last year“, såvel som det var tilfældet for de tre nytår som kom før dette. Vi tilbragte den sammen med et par rigtig gode venner. I år havde vi børnene med, og vi vidste at i år meget vel kunne være det sidste nytår vi kunne fejre med begge drengene. Om to år, når det er vores tur igen, er ældste knap 17, og så kan det godt tænkes han måske er nået dertil, hvor han har sin egen nytårsfest at deltage i (selv om han i går godt nok sagde, at så længe der var enten dyrekølle eller dyreryg på menuen, så ville han deltage). Men dette nytår havde vi ham endnu, sammen med den mindste og venneparrets yngste.
Menuen var dyrekølle, flødekartofler og grønne bønner, og blev afsluttet med lækker hjemmelavet islagkage med karamel- og tobleroneis med hindbærkonfit (som værtinden naturligvis også selv havde lavet). Vi sultede overhovedet ikke med efterfølgende chips og ostebord, og da klokken slog tolv manglede der heller ikke champagne, ej heller fyrværkeri.
Der blev skudt og beundret i en god halv time, og Bailey håndterede hele aftenen i bedste stil. Han var blevet taget med til nytårsfesten, da han ikke skal være alene hjemme på en bragfuld aften som nytårsaften. Han var lettere forvirret et par gange, men for det meste kiggede han blot lige op på himmelen, og så rendte han logrende videre rundt i haven eller indenfor. Han er en skudfast hund i både natur og ved nytårslejligheder. Resterne og begyndelsen af 2014/2015 er der nok at tage hånd om i dag og de næste par dage.
Håber i alle kom godt ind i 2015 med alt i behold. Dette nytår har desværre også vist det værste eksempel på, hvad der kan ske ved uforsvarlig omgang med fyrværkeri, så mens vi er helt enige om, at det er frygtelige tragiske begivenheder der løb af sig ikke mange kilometer syd fra mig, så håber jeg også at det bliver et eksempel på, hvad man ikke skal hverken gøre, vise eller lære nogen. Ung som gammel, forældre som barn.
2015 er ankommet; må du få det allerbedste ud af det.
-
Alcazaba & Gibralfaro
Jeg – og heller ikke den bedste halvdel – er den type mennesker, som tager til syden for at bruge tiden på stranden, ved poolen eller i baren. Vi er af de typer som gerne vil ud og udforske området vi er i, og dets historier. Vi er typer, som gerne vil gå mange kilometer for at møde historien. Så da vi havde fundet os selv og vores område, begyndte vi allerede dagen efter ankomst at gå på opdagelse. Inde i Malaga, fandt vi Castillo De Gibralfaro.
Bygningerne kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede, og er tiltænkt som et våbendepot, placeret med havudsigt, så man kunne holde øje med, hvornår våbene skulle i brug. Således er der på toppen en fantastisk udsigt. Men nok en som vi i nutiden bruger på en anden måde, end den var tiltænkt i fortiden.
Vi havde parkeret bilen i et p-hus, som lå lige for foden af fortet, og det så egentlig ikke ud til at være en slem tur opad. Så vi travede rask afsted. Det viste sig, at være en lidt mere udfordrende opgave end vi lige havde regnet med. Heldigvis var der på vejen op ad de stejle og snørklede stier, flere rastepladser, hvor vi lige kunne få lidt mere luft i lungerne igen, og samtidig nyde den udsigt som blev bedre og bedre des højere vi kom op. Efter en god times trav opad, nåede vi toppen.
Her stødte vi på våbenudstillinger og små mellemgange mellem murene, hvor man sagtens kunne forestille sig, at der havde stået mangen en mænd og spejdet ud over Middelhavet. Men der var også trapper inden for murene og op til mellemgangene, hvor vi kun kunne have ondt af dem som i fordumstid, skulle trave op og ned af dem i fuld udstyr. Enten har de haft rigtig lange ben dengang, eller så har de bare ikke haft midler nok, og derfor sparet på antallet af trappetrin. Herligheden var i brug i hele 438 år i militært øjemed, og først i 1925 blev det overdraget til byen.
Fortet er egentlig delt lidt i to, og de to er ikke forbundet. Det har de engang været, men grundet slid, vind og vejr på de skrøbelige kalksten, som det meste er bygget på, er de i dag delt. Så for at se den anden halvdel af fæstningen, så var der kun én ting at gøre … at gå hele vejen ned igen (vel at mærke efter at vi ved ankomst til toppen, opdagede at der var en farbar vej, med dertilhørende p-plads til rådighed!)
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=juurJCNPhNE[/youtube]
(klik på billedet for at se videoen af turen ned)
Ved bunden skulle vi blot krydse gaden, og der på den anden side lå den sidste halvdel; Alcazaba De Málaga. Her finder vi bygninger som kom før Gibralfaro. De er bygget i flere omgange helt tilbage fra 11. hundrede tallet, og i 1930erne fik det sin sidste store omgang i form af en massiv restaurering. Man kan sagtens se, at der både har været arabiske, og romerske indflydelser med i opbygningen gennem de mange hundrede år. Det gør bestemt ikke oplevelsen værre.
Heldigvis lå Alcazabar knapt så højt oppe som Gibralfor. Så det var ikke den store anstrengelse at navigere sig opad denne gang. Vi kunne trisse rundt i kringlede kroge og beundre udskæringer, ægte marmorsøjler og små haveoaser. Havde vi ramt det helt rigtige tidspunkt, havde vi også kunne have nydt en forestilling i det autentiske romerske teater, som lå for foden, og hvor man stadig kunne se og sidde i de selv samme stenstole som store romerske mænd engang havde siddet i.
Efter en tur i både den spanske, den arabiske og den romerske historie bevægede vi os ind i nutiden og gik en tur i Malagas gader – og så er det lige her, man også støder på et stykke dansk historie
Lige der – helt uventet – sad H.C. Andersen med sin taske og den lille grimme ælling ved sin side. Man kan da heller ikke komme nogen steder hen længere, uden man støder på nogen man kender!
-
Lad det nye begynde
Vi er nået dertil, hvor vi endnu engang skal tage afsked med et år. Et år som er fløjet afsted, og et år, hvor man igen står med fornemmelse af, at det bare er gået stærkt. Men hvor stærkt det end er gået, så har jeg nået at opleve det. Jeg står med et snart gammelt år, som har bragt en masse dejlige oplevelser på adskillige niveauer. Jeg føler jeg har fået fuld valuta, og at året viste sig fra sin bedste side det meste af tiden. Der har været et par bump på vejen, men de har ikke været større end at jeg kunne overkomme dem.
Et nyt år venter om godt 24 timer, og jeg har på fornemmelsen at det bliver et som igen vil bringe nye højder med sig. Jeg går det i møde med lysten, viljen og optimismen til at ville mere og bedre, men også med klarheden om at jeg fortsat skal huske at nyde nuet og de små ting.
Siden 2009 har jeg reflekteret på året som gik med min egen nytårskavalkade (du kan se dem alle her, på nær 2009 som er lige her), og afslutningen på dette år bliver ikke anderledes. Med tilbageblik på 2014, ønskes du et rigtig godt nytår. Grib chancerne som kommer til dig, vær modig til at drømme, vær okay med at man skal fejle for at lære, og husk at være taknemmelig for hver enkelt dag du har med dem du elsker.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=sELpH8tK0Bg&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]
Tak for dit selskab, og jeg håber vi ses i det nye år
-
Fra sol til sne
Vi er tilbage i det kolde nord igen. Vi har været i gang med at finde vores danske fødder igen, siden lørdag omkring midnat. Vi ankom hjem til frostgrader efter en uge, hvor vi har hilst på solen, fået varmet vores kroppe, brugt vores ben, fyldt vores hjerner med nye informationer og indtryk, og en uge, hvor vi har hilst på flere roundabouts, end vi nogensinde kommer til at støde på herhjemme.
Der er så meget at fortælle og vise, men det kommer ikke til at ske på én gang. Men jeg vil gerne dele den udsigt som vi stødte på næsten uanset, hvor vi befandt os. Uanset hvor mange udsigtspunkter vi stødte på, er det bare en af de ting som man kan falde i staver over hver eneste gang.
Vi har været godt rundt på Costa Del Sol kysten. Vi har boet i Torrebraque, som ligger små ti minutter fra Benalmadena. Vi har haft stort set en lille halv times kørsel til både Torremolinos, Fuengirola, Mijas & selve Malaga – alle områder som vi har besøgt flittigt i forskellige øjemed. Vi har været tæt nok på både Nerja & Gibraltar til at også disse blev set og besøgt. Vi har vandret op og ned af gader, stræder og bjerge. Vi har spist både godt og mindre godt mad. Vi har set julelys som vi aldrig har set dem før og fejret den 24. december på en hel ny måde. Jeg er også kommet hjem med en bedste halvdel som gennem ugen lærte at køre som en ægte spansk bilist.
Det har været en absolut fantastisk tur – du skal nok høre mere om den senere, men ikke lige nu. Lige om lidt står morlille nemlig og venter med aftensmaden og en ekstraordinær portion ris a la mande. Den eneste ret, som jeg virkelig var ked af at gå glip af juleaften. For der er ingen ris a la mande, som kan slå morlilles version.
-
Julepostkort til dig, fra mig
Klokken cirka tre i nat ringer vækkeuret. Klokken lidt over fire kører vi til lufthavnen i Aalborg. Klokken seks letter flyet. Klokken cirka ti, lander jeg og den bedste halvdel i Malaga, hvor vi i år har valgt at fejre julen.
Huset bliver babysittet, Mojo har hvæsset kløerne, brændeovnen bliver holdt i gang, og gaverne er delt ud. Vi vil tænke på Jer … en gang i mellem. Men vi vil, hånden på hjertet, have travlt med at nyde syden, landskabet, omgivelserne, kulturen, varmen, maden, drikken, turene vi skal på og hinanden.
-
Svundne tider
For dem som læser med på et tilbagevendende plan, vil de vide at jeg ca. en gang hvert halve år de sidste ti år, har mødtes med fire tøser fra min handelsskoletid. Vi bruger en aften i hinandens umådelige hyggelige selskab i en fem-seks timer. Vi får noget godt at spise, motioneret vores lattermuskler, brugt vores snakketøj og får lige vendt vores verdenssituationer. Det er en aften som jeg altid ser frem til, og for en lille måneds tid siden mødtes vi igen. Denne gang havde en af dem medbragt et klenodie, som vi alle havde glemt, og et klenodie som hun var den eneste der havde bevaret. Men da vi så den, kunne vi godt huske den.
Da vi startede i HG i 1991, fik vi alle den opgave at skrive én side hver til en slags starter-blå-bog. En bog som skulle hjælpe os til at lære hinanden lidt bedre at kende. Nogen skrev deres side i hånden, andre på skrivemaskine. Det var de færreste som på den tid havde en personlig hjemmecomputer, og hvis de havde, var det endnu færre som havde en printer. Yeps… så gammel er jeg! Vi fik bladret den igennem, og vi fik læst især vores egen, og de fire andres side. Det var ganske underholdende, og jeg kunne slet ikke huske, det jeg havde skrevet.
Det var dengang jeg stadig hed Andersen. Dengang jeg stadig måtte spille håndbold. Dengang mine forældre var yngre end jeg er nu. Dengang jeg brugte mange weekendaftener og nætter på at vaske op. Dengang jeg boede på det værelse, hvor min kæreste og jeg overnattede sammen for første gang for knap 25 år siden, men ikke vidste at det 20 år senere skulle blive os. Dengang jeg stadig var en smule ked af mit røde hår. Dengang jeg stadig drak øl og drak mig halvfuld til klassefesterne (som nedenfor, hvor det er mig som skåler til fotografen) og til andre festlige lejligheder, og dengang man kun havde fastnetsnumre som lige var skiftet fra seks cifre til otte cifre, og hvor mobiltelefoner kun kunne fås som kæmpe kasser der vejede 20 kg.
Der er sket meget siden dengang, men der er stadig ting som holder ved. Jeg har stadig mit røde hår, og er nu rigtig glad for det, og i særdeleshed glad for at det hele, stadig har den røde farve. Jeg har stadig et hidsigt temperament (som jeg dog med årene har lært at kontrollere et langt stykke hen ad vejen), og jeg elsker stadig at drille (og ikke kun mine lillebrødre). Jeg bor nu igen tæt på byen Sindal, efter 16 år væk fra den. Min far er stadig på vej mod sin første toupé, men har nu et større areal at dække, og min mor er stadig tynd …. og så mødes jeg stadig med pigerne fra Handelsskolen, som jeg gjorde dengang.
Det er altså skægt med de der gamle glemte klenodier som dukker op. De vækker så gode minder, og samtidig bliver man lykkelig for det man havde, det som man fik bagefter, og det stykke vej man er nået siden da. Om ikke mange måneder så mødes jeg med pigerne igen, og jeg glæder mig allerede.
-
Julebag anno 2014
Brændte mandler, havregrynskugler, jødekager, brunkager, sukkersmåkager, müslitoppe & kokuskager. Det var, hvad året julebag kom til at bestå af. Hele den lange dag i går, og en lille time her til morgen gik med det, og bøtter bugner nu af julegodter. Nogen af dem bliver afleveret på jobbet, andre kommer med ud til min mor (hun ved det dog ikke endnu, med mindre hun læser dette) og en del af dem vil bare blive hapset af her i huset.
Vi har allerede hapset en lille smule, og den næste uges tid bliver der hapset videre. Det sidste – hvis noget af det bliver levnet – kommer med på nytårsbordet. I mangel på en bedre frase på dansk: It´s beginning to look a lot like christmas.
-
Julecupcake
Jeg går for alvor i julekøkkenet i weekenden – hvis jeg når det. Jeg satser på at nå det, selv om jeg går ind i endnu en weekend, som er tætpakket med aktiviteter. Ligesom det har været de forrige fem weekender. Men jeg sigter efter julebag. Men her til aften, tog jeg mig lige lidt julebageri. Ikke af den traditionelle slags, men en julecupcake.
Sådan der ser min ikke ud. De er lavet, og de smager ganske godt. Men selve frostingen er endnu ikke sat på. Jeg har forsøgt på en enkelt, men der kom ikke helt juletræ effekt ud af det. Men derfor ser den fin ud alligevel. Men ja – jeg synes da den der ser endnu finere ud. Men selve cupcaken og frostingen, er versionen af den du ser på billedet, og den smager rigtig af jul. Hvis du får lyst til at forsøge om du kan få dine til at se sådan ud, så er opskriften nedenfor. Følger du den, så får du i hvert fald en velsmagende cupcake ud af det, og designet er vel op til personlig fortolkning 😉
Cupcakedejen
- 175 gram smeltet smør
- 175 gram sukker
- 3 æg
- 200 gram mel
- 1 tsk bagepulcer
- revet skal af en appelsin
- 4 spsk mælk
- 1 tsk kanel
- 1 tsk vanilleekstrakt eller korn fra en vanillestang
Bland alle ingredienser i en skål og rør til det har en homogen masse. Bare dump det hele sammen og rør. Fordel herefter dejen til ca. 12 cupcakes og bag i varmluftsovn i 16 minutter ved 180 grader. Lad dem køle helt af, før du begynder at lege med frosting
Frosting
- 4 spsk appelsinsaft
- 1 æggehvide
- 175 gram flormelis
Kom æggehviden og appelsinsaften i en skål, og sigt flormelis heri. Sæt det over et vandbad og pist med elpisker i ca. 7-10 minutter, indtil det bliver blankt og du kan lave små toppe af det. Tag det af varmen, pisk i yderligere et par minutter, og lad det så køle helt af. Dekorér din cupcake med en moderat mængde. Alternativt, kan du også blot bruge den traditionelle oste- eller smørfrosting.
Pynt efter behag, eller slet ikke – god fornøjelse
-
-
Er det dig? Er du med dér??
I 1992 var jeg en sprød ung dame på 18, og som enhver 18-årig var jeg også i fuld gang med at besøge nattelivet. Det var et natteliv, som var i den spæde begyndelse med musikgenrene metal og techno. Det var langt fra det, som vi i dag definerer som metal og techno, men grundstenene var i gang med at blive lagt. Kunstnere som Dr. Alban og bl.a. Culturebeat, kom med lyde og musikkombinationer med god bas og syntetiske/elektriske lyde, som ikke var hørt før, og grupper som Scorpions og Gorky Park var metal. Det kan ikke sammenlignes med det metal og techno, som vi har i dag, men det var her det begyndte, og i dag vil de blive puttet i kategorierne old-pop og melodiøs rock. I Danmark havde vi en gruppe, som også forsøgte sig med den hårde genre. Ind bragede Pretty Maids med “Please don´t leave me”, og for nu pokker, hvor var det en fed!
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=mvrfvrb7moE[/youtube]
I mine ører holder den stadig. Det er for mig en klassiker, og en som smækker mig ret tilbage til nattelivet og ungdom. Det er en af de sange, som på et sekund bringer mange scenarioer, følelser og minder frem i mig. Gruppen har haft sin storhedstid, men det er en gruppe som stadig eksisterer, og som stadig optræder.
De har – lige som jeg – fået lidt ekstra år på bagen, men de holder sig i gang. Der er skiftet lidt ud i forhold til den oprindelige gruppe, men de er stadig Pretty Maids….og i dag finder jeg ud af, at en af medlemmerne render rundt ude på min arbejdsplads. Her har jeg de sidste fire uger hilst og snakket med ham hver dag. Jeg har løst forskellige opgaver sammen med ham, og han har været til stor hjælp med at få forskellige ender til at gå op i en højere enhed. Alt i mens har jeg ikke været klar over, at jeg hver dag har stået face to face med et medlem fra en gruppe, som jeg var vild med i fordums tid, og en gruppe som har numre som stadig bringer gode fornemmelser og glæde i kroppen når jeg hører dem.
Jeg synes det er lidt vildt, og totalt sejt! Jeg har fornøjelsen af, hver dag indtil videre – minus weekender – at sludre med en stjerne (ja ja – jeg ved godt at det også var i fordums tid de var de helt store stjerner, men i min verden er de stadig stjerner!). Jeg er kommet mig over min kortvarige starstruckhed, da jeg fandt ud af, hvem han var, men jeg ville da lyve, hvis jeg ikke blev lidt hed om ørene, da jeg blev konfronteret med at han vidste, at jeg vidste, hvem og hvad han var, og fangede mig i at spille den mest kendte sang de nogensinde har udgivet. Men lige nu sidder jeg hjemme hos mig selv, og ja – jeg spiller Please Don´t Leave Me for fulde drøn – nu med et saligt “Ha! Jeg kender en af dem” smil.
