-
Sangstafet mellem fætre & kusiner
Fra fredag eftermiddag til lørdag eftermiddag, var vi barnepige for halvdelen af min bror + kones børn. De har fire styks, og eftersom forældrene, og søsteren til min svigerinde og hendes mand, gerne ville have en voksenaften, var der ikke mindre end hele seks børn som skulle fordeles. To faldt vores vej, to andre min mors vej, og de sidste to til min svigerindes mor.
Hen på aftenen fik min mor smidt en lille klip op på facebook, med de to hun havde til pasning. Fætter/kusineflokken er Rasmus Seebach fan, og hos min mor kom det sig til udtryk med en lille koncert. Den yngste af de to jeg havde til pasning, så videoen, og ville også gerne give et bidrag. Det blev ligeledes smidt ud. Snarligt efter fulgte de to sidste med, og det endte med en hel sangstafet mellem de seks fætre og kusiner.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=j88M62yBy0o&list=UUmYOyI8keq3yeoZPETbVr_A[/youtube]
De synger da godt de små folk. Vi som havde dem live, var heller ikke de eneste som blev underholdt – og nu blev du det også.
-
Lørdag uden tidsfornemmelse, men masser af smag
Det var en udsøgt oplevelse. Den bedste halvdel og jeg havde fået foræret en kæresteaften af kaliber. Vi brugte fire timer på Mortens Kro, hvor vi fik udsøgt mad, god vinmenu til ham, og Mortens egen julebryg til hende (fordi hun ikke ret godt kan drikke vin, selv om hun rigtig gerne ville), serveret i isspand.
Der er ikke så mange ord at sige omkring oplevelsen, andet end den var fantastisk. Menuen vi kastede os ud i bestod af Rimet letrøget torsk, Chateubriand og ostebord. Derudover kom der små overraskelser og tilføjelser undervejs, og der blev ved hver servering, flittigt fortalt om både råvare, tilberedelsen og historien bag retten – alt sammen med en stab af tjenere og anrettere med smil og humor.
Inden vi gik, fik vi rundet besøget af med kaffeanretning, hertilhørende hjemmelavede små anretninger også naturligvis.
Maven var mere end fyldt da vi trillede mod Lørslev igen, og vi var begge enige om, at det havde været en exceptionel middag, og at det ikke var den ringeste måde at bruge en lørdag aften på. -
Tak for lån
Sally står i mine arbejdstimer trygt og godt, på jobbets parkeringsplads. Inde i bygningen sidder jeg og mine medarbejdere. Nogen gange er der gøremål i arbejdstiden, som medarbejderne ikke kan komme afsted med at afvikle uden for arbejdstiden. En stor del af mine medarbejdere har ikke egen bil, da de bor i enten cykel- eller busafstand af arbejdspladsen. Så i de tilfælde, så låner jeg Sally the Skoda ud til mine medarbejder. For den som skal ud, er det langt mere praktisk end bus og cykel, og for mit vedkommende, har jeg dem hurtigst tilbage igen på deres plads, når de skal ud i arbejdstiden. Så der er ikke lutter barmhjertighed over det, der er også udspekuleret forretningsspekulationer i det 🙂 I dag benyttede en af mine medarbejdere karetudlejningen, og da jeg satte mig ind i Sally ved endt arbejdsdag, fandt jeg dette
Jeg kræver aldrig kompensation eller nogen tilbagebetaling, når jeg låner Sally ud, og forventer absolut heller ingen ting. Men jeg vil da lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke nød mine tre lakridspiber på turen hjem i dag.
-
Begavet
Søndage er skønne, men i dag blev den lidt mere overraskende og impulsiv end de fleste. Den korte konlusion er, at jeg er en yderst heldig dame.
Impulsivt drog jeg til Aalborg, for at mødes med bedsteveninden og hendes mor til en afslappende Baresso-chai. Bare fordi de skulle ind til byen, og bare fordi de gerne ville invitere mig med, og nogen gange skal man kaste sig ud i “bare fordi….”. Men de to havde en skjult agenda. Der blev ud over Chai the placeret et stykke pakke foran mig. Jeg forstod ikke lige helt, hvorfor jeg skulle have en gave, men de to dejlige mennesker, ville blot gerne lige sige mig tak for en on-going service, som jeg leverer til dem. En service som jeg vitterligt ikke regner med nogen som helst tilbagebetaling på af nogen art, og en service som jeg med glæde giver dem “bare fordi….” Inden i pakken fandt jeg disse to smukke krus
Bedstevenindens mor var hende som havde valgt den. Jeg er så taknemmelig, og i samme åndedrag imponeret over at hun rent faktisk kunne huske det. Sidste år i julemåneden, omtalte jeg dette stel, som jeg stadig er forelsket i. Jeg har ikke fået noget som helst af det endnu – indtil i dag. De er akkurat lige så smukke som jeg havde forestillet mig, og de kommer til at blive brugt, og de får legekammerater med tiden. Jeg har lige haft dem ude af kassen igen for at beundre dem; hvor er de altså fine.
Da Baresso mødet var over, havde jeg ud over godt selskab, også fået en information om et gardint udsalg. Bedstevenindens mor, havde fået fingrene i et helt nyt brillestel, fordi Thiele i denne weekend kører et Halloween tilbud. Alt over 995 kroner, koster ikke mere end det. Meget belejligt befandt en af Thieles forretninger sig, på vejen tilbage i bilen, og eftersom vores juletur til syden (og ja – vores hus vil være bedre bevogtet end Fort Knox mens vi er væk!) er en realitet, så ville det være en god undskyldning for at forkæle mig selv med et par rigtig gode solbriller. Jeg har aldrig ejet et par designer solbriller, men nogen gange skal man slå til, og nogen gange skal man forkæle sig selv “bare fordi….”. Så i min taske ligger nu dette yndige eksemplar
Model Tom Ford Jennifer, og som vendelbo kan jeg kun være tilfreds med, at et par solbriller som de normalt tager kr. 3.195 for, kun kostede mig kr. 995,-. Det er det som en vendelbo vil kalde en god besparelse og en god handel. Nu glæder solbrillerne og jeg os til at få hinanden rigtig afprøvet om en halvanden måneds tid.
Der er stadig nogle timer tilbage af søndagen, og den skal bruges til at hygge med den bedste halvdel og drengene, og måske jeg vil indtage aftenskaffen i mine nye kopper, iført mine nye solbriller … “bare fordi….”
-
Genvundet værdighed
Senere i dag, og i morgen får jeg ondt i muskler, som jeg ikke vidste jeg havde. Jeg kan allerede nu mærke en muskel i min side, lige over lænden som snakker med smertecentret. Jeg har revet, slidt, rykket, slæbt, løftet, skubbet, lagt, placeret og flyttet rundt på i godt to timer. Men jeg kom i mål, og jeg er yderst tilfreds, og rigtig rigtig glad.
Jeg har forvandlet det her
til det her
Nu synes jeg, at min farmor & farfars gravsted viser den værdighed, som de fortjener. Men det holdt hårdt til at komme dertil. Jeg har været nede på alle fire, og jeg har haft hele pladsen revet op. Inden det skulle gen-arrangeres, havde jeg formået at samle en hel trillebør med ukrudt og afklipninger.
Inden jeg ankom, havde jeg sågar været ude at investere i en fiks hækkesaks/formsaks, så jeg kunne komme til at trimme både buske og træer, og alle de redskaber som stod til rådighed på kirkegården kom i brug. Men med det sidste pynt i form af sten, et par nye blomster, og et par lys, så blev resultatet godt.
Da jeg endelig var færdig, stod jeg der i en halv time og bare smilede. Jeg havde det så godt med det, som det var blevet til. Jeg lovede dem, at jeg aldrig nogensinde ville lade dem gro til igen, og at jeg kommer tilbage om en måneds tid, for at gøre dem juleklar. Men ligenu skal jeg i et varmt bad, for at skrubbe al snavset af mig, og for at forsøge at løsne mine muskler en smule, i håbet om at jeg kan tage bare en lille smule af den ømhed, som jeg ved jeg står op til i morgen. Men det er og var det hele værd.
-
Ej parat
Forrige weekend, blev jeg faktisk lidt ked af det. Bailey & jeg var på tur til Sindal, for at se nogen af de skader som den store vandmængde havde ført med sig. Jeg havde hørt, at nogen steder, var der endda grave på kirkegårde som var i fare for at kollapse. Min farmor & farfar ligger på Sindal Kirkegård, og jeg tænkte at den lå så højt, at den ikke kunne være i nogen fare. Men nu kirkegård var i mine tanker, valgte jeg at køre forbi for at hilse på dem. Jeg kommer der ikke så ofte. Jeg kommer der heller ikke slavisk på mærkedage eller højttider. Jeg kommer der, når jeg lige føler at jeg vil kigge forbi. Sidst var for et lille års tid siden, og nu var det så tiden igen. Jeg havde lyst.
Min farfar døde helt tilbage i 1989, og min farmor fulgte ham i 1997. Så de har ligget trygt og godt sammen i en hel del år på kirkegården efterhånden. Deres børn er spredt ud over hele landet, og ingen af dem inden for en radius af 20-30 minutter. Så der har været hyret gartner til at tage sig af den gængse pleje af deres gravsted, gennem årene. Derfor blev jeg også lidt forskrækket, og meget ked af det, da jeg så deres gravsted.
Jeg kunne knap nok se deres sten, som jeg gik op imod graven. Den plejer jeg altid at kunne se fra lågen, når jeg går ind på kirkegården. Det kunne jeg ikke denne gang. Busken havde taget udsigten, og stod utrimmet. Da jeg kom helt hen, var det fine brostenshjerte, hvorunder min farmor ligger, næsten ikke til at se formen på, grundet ukrudt og efterårsblade, og ukrudt generelt væltede ud over hele pladsen. Gravstensbuskene slugte deres navne og datoer, og stedet så generelt bare helt forladt og glemt ud.
Der blev jeg ked af det. Jeg forstod slet ikke, hvordan den kunne komme til at se sådan ud, og jeg kunne mærke dybt inde i mig selv, at jeg overhovedet ikke syntes det var i orden. Jeg følte i korte øjeblikke, at den gravplads ikke var det minde jeg har om dem, værdigt. Det kunne man da ikke byde dem! Det skal være ordentligt!
Så gik jeg i handlingstilstand. Jeg tog de to ovenstående billeder og sendte dem til min far, som er ham af børnene som bor tættest på. Jeg var stort set klar til at gå i gang med at flå de uønskede ting væk, og bare rydde op. Men jeg tænkte, at jeg nok hellere lige måtte høre min far ad, før jeg begyndte at gøre noget. Så jeg sendte billlederne med spørgsmålet om, om jeg en af de kommende weekender måtte tage fat på deres gravsted, da det praktisk talt så skrækkeligt ud. Der kom besked tilbage om, at det ville glæde ham om jeg ville. Situationen er således, at gartner ikke længere er med i gravpladsen, og min far som den tætteste af børnene er mere eller mindre udstationeret i Norge, og har derfor meget sparsomt med tid til at kunne tage sig af det. Så hvis jeg ville, måtte jeg meget gerne.
Det vil jeg. For præcis ved dette besøg kunne jeg mærke, at selvom det snart er 20 år siden den sidste af dem gik bort, og selv om jeg ikke render dem over ende på kirkegården, så er jeg slet ikke der, hvor jeg er klar til at give så meget slip på dem, at gravstedet ikke skal holdes. Det kom lidt bag på mig, at jeg reagerede som jeg gjorde, men det efterlod mig samtidig ikke i tvivl om, at hvis ikke andre havde muligheden for det, så er det så sandelig en tjans som jeg springer på. Det er en opgave som jeg sagtens kan overkomme. Jeg er åbenbart stadig der, hvor jeg har brug for at de er et sted, hvor jeg fysisk kan gå hen og kigge på dem, og vise dem at jeg stadig husker og jeg stadig holder af. Det repræsentere det gravsted ikke lige nu – men det kommer det til igen.
På lørdag ser vejret ud til at skulle blive fint. Jeg har ingen planer, så derfor sadler jeg op med lidt elektrisk beskæringsgear, lidt andet lugegrej og så snupper jeg et par timer på kirkegården. Når jeg går derfra, vil stedet se pænt ud igen, og det vil aldrig komme til at se ud som det gør lige nu igen. Ikke førend jeg (og eventuelle andre) er klar til at give helt slip. Jeg ved ikke hvornår det er, men det er i hvert fald langt fra nu.
-
Flyttedag
Det har været sidste dag i vante omgivelser. Jeg og mit hold har pakket vores habengut sammen her til eftermiddag, og flyttemænd er i skrivende stund ved at få det placeret på ny adresse.
Vi flytter hele virksomheden til langt bedre, og meget mere rummelige, lokaler. Vi får så meget plads, at vi i virksomheden også har igangsat et kontorhotel (så mangler du et kontor med al teknologisk forbindelse, kantineordning, rengøringskoner, receptionist mm., så kan vi varmt anbefales). Jeg og mit hold er de første som gør rykket, så i morgen når vi møder ind, er det i de nye lokaler. Vi indvier dem, og sørger for at skabe en rigtig god stemning inden resten af virksomheden følger efter i løbet af de næste par uger.
Det var mærkeligt at tage derfra i dag, med viden om at det var sidste gang man var der. I morgen håber vi det hele det spiller. Vi er helt klar over, at langt fra alt er på plads og sat i orden, og vi forventer en smule “hvor-er-mine-ting-og-det-her-virker-ikke-som-det-plejer” stemning, men også at vi i løbet af i morgen er nået så langt i mål, at vi allerede kan forvente normale arbejdsomstændigheder. Som vi dog glæder os til det nye. Det kan kun blive godt.
-
Skovenke
Den bedste halvdel har forladt os. Bailey og jeg er alene hjemme til engang i morgen aften. Manden i huset er på vej på jagt på Langeland (eller var det Lolland???) i en minibus fyldt med andre mænd. Det er ham vel undt, så Bailey og jeg har besluttet os for, at nyde tiden alene. Vi er netop kommet hjem efter små tre timer i skoven. Der var slet ingen tvivl om, at Bailey syntes det var godt. Når man nu ikke kunne komme med på jagt – som han ihærdigt forsøgte at gøre opmærksom på at han meget gerne ville, da den bedste halvdel i sit jagttøj var på vej ud af døren – så var en tur i skoven det næstbedste.
Det var ikke kun hunden som nød skovturen. Vejret i dag er et fantastisk efterårsvejr af slagsen. Solskin og mildt. Et vejr, hvor efterårsskoven tager sig bedst ud; og det nød jeg.
Bailey har fået brugt sin snude og sin krop, og ligger nu og snorker under køkkenbordet. Jeg nyder stilheden, for om et par timer så er han garanteret fuld af spillopper igen, og klar til næste gåtur.
-
After Eight Cupcakes og venner
Der er ikke noget så godt, som at bage når man har været på udflugt. Så det er hvad jeg har brugt eftermiddagen på. Det meste skal med på jobbet på mandag, men en del af det hele, kommer os til gode. Der er både gammelt og nyt på programmet. En god portion knækbrød er blevet bagt og et par dåser havregrynskugler med ny opskrift er lavet. Knækbrøddet er lavet efter den vanlige opskrift, dog formet lidt anderledes end normalt. Opskriften på den nye version af havregrynskugler, findes nedenfor, den anden version som er lavet før, ligger allerede i gemmerne.
Den sidste kreation var en af dem, som aldrig var prøvet før. Cupcakes a la After Eight. Jeg synes det lød ualmindelig godt. Jeg elsker After Eight, så cupcakes baseret på dette, kunne da ikke andet end være godt. Nu står der seks af slagsen til os alene i køleskabet. Drengene, den bedste halvdel og jeg sætter tænderne i dem i aften; resten kommer med på job på mandag.
Havregrynskugler med marcipan
- 125 gram marcipan
- 50 gram blødt smør
- 1 dl. sukker
- 4 dl. havregryn
- 1/2 dl. kakao
- 1/2 dl. vand
Bland det hele i en skål, og ælt det godt og grundigt sammen. Rul derefter ud i pølse, del den i halv, halv, halv, halv, osv. indtil du har de størrelser og stykker som du ønsker. Tril dem herefter runde, og vend dem enten i kokos eller havregryn.
After Eight Cupcakes
- 200 gram sukker
- 2 æg
- 3 dl. creme fraiche
- 100 gram blødt smør
- 50 gram kakao
- 150 gram mel
- 1 tsk. bagepulver
- 100 gram smeltet chokolade
Pisk æg og sukker godt luftigt, og tilsæt herefter smør og creme fraiche. Bland melet, bagepulveret og kakaoen og kom det i skålen. Lad det blande godt, og smelt chokoladen imens. Hæld herefter chokoladen i dejen, og fordel nu dejen i cupcake holdere, og sæt dem i en 200 grader varm ovn i ca. 15. minutter.
Frosting
- 250 gram blødt smør (usaltet)
- 500 gram flormelis
- 4 tsk pebermynteessens (eller en ad gangen og smag efter behag)
- Lidt grøn farve, så frostingen bliver en svag pastelgrøn
- Mælk kan bruges efter behov til at justere konsistensen – men vær forsigtig!
Pisk smør og flormelis godt sammen, og tilsæt herefter essensen og farven. Brug eventuel mælk, hvis du har behov for at gøre frostingen mere lind. Når cupcakes er kølet helt af, dekoreres de med frosting, og toppes af med et enkelt stykke vaske ægte After Eight chokolade stykke.
God fornøjelse og velbekomme 🙂
-
Brændpunkt
Du har sikkert hørt det. Vi har fået mere end en måneds regn på cirka to døgn. Du har sikkert også set i fjernsynet, hvordan vi mange steder er blevet oversvømmet og udhulet. I dag ville jeg ud og se nogen af de værste steder selv. I nabobyen Sindal – der hvor jeg er opvokset – var Uggerby Å gået helt over sine bredder, og skabt voldsomme problemer. Så der ville jeg lige hen og kigge. Men det viste sig at være nemmere sagt end gjort. Der er den direkte vej dertil. Den vidste jeg, var lukket, fordi vejen var skyllet væk. Så jeg tog den anden rute, men halvvejs igennem på den vej, blev jeg mødt af en afspærring. Uggerby Å går også igennem Lørslev, og på den alternative rute, var også vejen her skyllet væk. Der var så ikke andet for, at jeg måtte tage rute nummer tre, som går gennem Hjørring. En god bette omvej, men sådan måtte det være. Halvejs mellem Hjørring og Sindal, måtte jeg igen se mig overgået af moder natur
Der var ingen vej udenom dette hul heller. Der var nu kun én rute tilbage, hvis man enten skulle til eller fra Sindal. Så alternativ rute nummer fire gennem Astrup måtte prøves. Her var der hul igennem, og jeg tror aldrig jeg har set så tæt trafik på denne rute før, som i dag. Men det tror pokker, hvis det er den eneste vej der er tilgængelig.
Det lykkedes mig at finde vejen til Sindal, og jeg måtte konstatere, at Uggerby Å i dén grad er gået over samtlige breder.
Den er normaltvis skærmet godt ind af gode høje skrænter, men ligemeget har det hjulpet. Der er i stedet for en å, blevet skabt en flod og store søarealer. Bailey var med på min tur, og han ville så gerne i vandet nu det var lige for fødderne af ham, men han fik strenge påbud mod at gå i, for det ser umiddelbart ud som om at der er en god stærk strøm i floden. Jeg er ikke sikker på, at han ville kunne navigere efter egen vilje, hoppede han først i. Men han var ligeså fascineret af synet som jeg var.
Stier som jeg så ofte har gået før er væk. Bænke hvor man mange gange har taget sig et lille hvil, tilbyder kun våde numser skulle man vove sig ud på dem. Grønne arealer er for en stund blevet til vandområder.
Jeg er ikke helt klar over, hvor det beredsskab som har bygget lejr ved byens indkøbsområde vil pumpe alt det vand hen, for som jeg ser det, så vil det ikke give mening at pumpe det ud i åen, for den er da godt fyldt allerede. Men beredsskabsstyrelsen er til stede i stor mængde med alskens maskiner og et stort mandskab. Borgmesteren er der også; klar til at håndtere det medieoptog som ligesom vandmængderne, oversvømmer det lokale samfund.
Man har ofte hørt vendelboer og nordjyder klage over, at der aldrig bliver sat fokus på dem; at det hele drejer sig om København. I disse dage bliver de udtalelser gjort til skamme. Aldrig har vi fået så meget opmærksomhed som nu. Lad os håbe at den opmærksomhed bliver til noget konstruktivt også, så vi hurtigt kan få genetableret alt det som har taget skade under vandmasserne. Lad os i det mindste håbe, at det kommer til at gå lidt hurtigere end da Jernbanebroen over Limfjorden skulle laves. Men mens Boelt fortæller medierne om, hvad der skal laves og hvad det koster, så kan vi da lade os fascinere af naturens kræfter, og at der stadig er noget i denne verden vi ikke kan kontrollere.