-
Tik Tak
Jeg synes tiden går stærkt! Ugen er snart ved sin ende, og her i forgårs sad jeg og nørklede med mit månedscover for november til min bulletjournal, så det er klar til næste uge.
November ….. prøv lige at tygge på det…. november. Det er ikke kun ugen og måneden som er ved at være ved sin ende; det er også året.
Husker du at nyde nuet?
-
Søndags filosofi
Jeg har tre veninder. Camilla, Trine og Annette. De tre har næsten altid været der, og jeg har faktisk ikke brug for flere end de tre, da de hver i sær dækker et aspekt for det behov jeg har med et venskab. Jeg har utallige bekendte ud over de tre. Både rigtig gode og skønne bekendte, men jeg har kun tre veninder. Engang havde jeg flere, men på et tidspunkt i mit liv, kom det sig helt naturligt at der blev ryddet op, og nu har jeg tre, og det er alt rigeligt for mig.
Ingen af dem har jeg kendt fra barnsben. De er alle tre dukket op i forskellige tidsperioder og scenarier i mit liv. Annette dukkede op for 27 år siden mens jeg gik på handelsskolen. Vi gik ikke engang på samme handelsskole, men vi mødtes i kraft af at vi begge var involveret i en handelsskoleorganisation. Camilla dukkede op for 22 år siden, mens jeg gik på universitetet. Det var ikke engang mig selv som fandt hende. Det var en tidligere veninde som gjorde, men da det venskab sluttede (både mellem tidligere veninde og jeg, og Camillas venskab med hende), så fortsatte vores, og Camilla er nok den af de tre som stikker af med betegnelsen “bestie”. Trine mødte jeg gennem job for 16 år siden. Dengang kunne jeg ikke engang lide hende. Jeg synes hun var en rappenskralde med alt for mange meninger som hun bestemt selv mente var de bedste. Jeg tror hun tænkte det samme om mig. Men vi kunne næsten fra dag ét, hvor hun var ansat, ikke undgås at være professionelt sociale, da vi begge dengang røg, og ofte mødtes i rygekabinen. Her fandt vi gennem røgens tåger ud af, at vi hver i sær faktisk var rigtig fantastiske og sjove, og at vi matchede enormt godt sammen. 13 år senere, var jeg den som så hendes søn før alle andre – endda før hende selv – da jeg var med til at bringe ham til verden på fødestuen. Tre dejlige damer, som kommer til at være med mig gennem resten af mit liv. På godt og ondt. Akkurat som de allerede har været det, og jeg for dem.
Det er hørt og sagt, at når man har et venskab som strækker sig mere end syv år tilbage, så er man blevet familie … jeg er tilbøjelig til at være enig. Mine tre musketerer betyder i hvert fald lige så meget for mig, i nogen situationer næsten mere, som min familie.
I går var der rund fødselsdag i familien. Som den første i min vennekreds, blev et af de helt skarpe hjørner
rundet. Smukke omsorgsfulde Annette fyldte flotte 50, og hun holdt – helt i hendes ånd – fest for alle dem som hun elsker og som elsker hende.Jeg kan ikke lade være med at blive både en smule nostalgisk og sentimental, når jeg sidder der og reflekterer over det hele. Tænk sig alt det liv der er gået fra da vi mødtes, alle de oplevelser vi har haft, alle de stunder vi har delt, alle de sorger vi har kæmpet os igennem, alle de glæder vi har fejret, alle de dumheder vi har begået, alle de epsisoder vi har grinet af, alle de tanker vi har gjort os, alle de fortroligheder vi har betroet og al den tillid vi har opbygget. Tænk at jeg har set hende skabe en familie, været med fra før den blev skabt, været med mens den blev udviklet, set den forme sig, og været med helt tæt på sidelinien gennem både tykt og tyndt. Hvor er det dog et privilegie at have mennesker i sit liv, som har delt hele deres med sig, og hvor er det fantastisk at have et menneske med sig, hvor man har været med over halvdelen af livsvejen indtil videre. Dét er sgu da så tæt på familie som man næsten kan komme.
….og 50? Bring it on! Trods sorger, skrammer, bump og besvær, så er vi kommet helskindet igennem det hele, og er nået dertil hvor det for alvor begynder at gå op for os, hvor heldige vi er og at det vi har sået gennem de år som er gået, nu for alvor begynder at kaste afgrøder af sig. Alt er godt
-
Sådan burde alle weekender starte
Der er stadig lyst, når jeg kommer hjem fra arbejde. Det er med at nyde og udnytte, så længe det varer, da lyset snart kan få en ende. Om ikke lang tid, så er der mørkt både når jeg tager på job, og når jeg kommer hjem fra job.
Men denne fredag var lyset stadig vores ven, og regnen holdte sig fortsat på afstand. Så et hurtigt skift af fodtøj blev gjort da jeg kom hjem, og så skyndte jeg og vufferne os over på hundemarken for at grave efter mus i en lille times tid. Lige indtil regnen – og skumringen – indhentede os.
Det gode selskab af vufferne blev erstattet af det gode seskab med den bedste halvdel, som pakkede mig ind i Oline the Opel (som forøvrigt har 1-års fødselsdag i dag), og forkælede mig med sushi middag hos Gaja Sushi
Det har været en dejlig start på weekenden. Sådan burde alle weekender starte.
-
En underlig fisk
Det kan godt være, at jeg er mærkelig (hvilket egentlig stemmer meget overens med kernen i dette indlæg), men jeg tager det som et kompliment, når jeg har en medarbejder som udbryder:
Altså nogengange, Heidi, så tror jeg altså at du er sådan lidt bimmelim i dit hoved
Yeps… jeg er en mærkelig, og unik, fisk. Jeg ville ikke ønske det anderledes
-
Efter Livet
Jeg er faktisk ret skuffet! Skuffet over, at jeg synes den her serie fra Netflix kun har seks episoder i sin første sæson, og skuffet over at jeg synes den er så fin. For “fin” er det helt rette ord omkring den, også selv om den samtidig har en ret så sort humor.
Ricky Gervais er manden som især er kendt for hovedet bag “The Office“. Jeg er en af dem, som aldrig helt har brudt mig om hans stil og hans humor. Så jeg var ekstrem skeptisk, da jeg så After Life dukke op på min Netflix skærm. Men ud over Ricky Gervais, er der skuespillere med som jeg elsker i forbindelse med andre ting. På rollelisten finder jeg blandt andre David Bradley, bedre kendt som Argus Filch fra Harry Potter filmene, Ashley Jensen som nogen måske kender bedst som Ugly Betty´s confident Christina McKinney og Penelope Wilton som er højaktuel som en af de to sidekicks gamle ladies i Downtown Abbey. Dem forbinder jeg ikke som at sige ja til at være med i noget uden en form for kaliber, så jeg besluttede mig for at give første afsnit et skud.
Seks afsnit af ca. 25 minutter hver …. jeg er færdig – jeg begyndte i går omkring spisetid. Jeg kan kun sige, at du også skal give den et skud. Det er så fin en fortælling om hvor altfyldende sorg kan være og så fin en fortælling om, hvordan livet bare altid alligevel finder vej tilbage om man vil det eller ej.
…og nu har jeg det evindelige Netflix problem – jeg skal vente så frygtelig længe på næste sæson!
-
Ahhh….
Endelig søndag. Jeg har tænkt mig, at gå helt bibelsk i dag, og komme hviledagen i hu. Ugen har været propfyldt, og i dag er første dag i denne uge, hvor intet er planlagt
Jeg vil dog gerne understrege, at selv om det er hårdt når man har en af de der uger, hvor hver eneste dag har en aktivitet tilknyttet, så har det været aktiviteter som er tilvalgt, og nogen som jeg kunne have sagt nej til, såfremt jeg ikke havde lysten til dem.
- Mandag var jeg i skydeklub for første gang siden marts
- Tirsdag deltog jeg i generalforsamling i byens borgerforening
- Onsdag holdte vi indvielse af renoverede lokaler i byens kulturhus
- Torsdag mødtes jeg med bedsteveninden til kaffeslabberi efter arbejde
- Fredag fik jeg lækker middag sammen med fire skønne tøser som jeg gik i folkeskole med
- Lørdag var jeg til 18 års fødselsdagsfest hos svigerdatteren
Så søndag – du skal bare bruges til absolut ingenting. Men så igen – helt ingenting bliver det ikke, for jeg har da idéer om, hvad jeg kan bruge min søndag til. Jeg har tænkt mig at jeg skal bruge noget af søndagen på lige at få smidt noget af mit vasketøj i maskinen. Jeg har forestillet mig, at noget af min søndag skal bruges til at lave madplan for den kommende uge, efterfulgt at indkøbstur til samme.
Jeg tænker også lidt, at jeg skal have hevet kreativiteten frem, og lavet bulletjournal klar til den kommende uge (som heldigvis ser noget mere fredelig ud end denne uge har været), og at jeg måske også lader computeren starte Sims4 op (yep – sådan en er jeg nemlig, alderen til trods), og så bare sidde og bygge og spille lidt på det.
Men det der er vigtigt ved denne søndag er, at alt det som jeg har tænkt mig, forestillet mig og måske overvejer at gøre; det er ikke planlagt. Jeg kan vælge at blive i mit nattøj hele dagen og bare lade dagen glide forbi uden et eneste gøremål. Sådan en søndag er lige, hvad jeg har glædet mig til.
Glædelig søndag til dig!
-
Hvordan laver man et comeback?
I rigtig mange uger, ja vel nok endda måneder, har jeg haft lyst til at lave dette indlæg. Men det har været – og er – overraskende vanskeligt at skrive det, for hvordan kommer man i gang igen, når man har været stort set fraværende de sidste små to år?
Der er så meget jeg gerne vil fremad, men der er også mange ting i de mellemlæggende to år, som på en eller anden måde skal opsummeres og lukkes for at komme fremad igen, og jeg er ikke nødvendigvis sikker på, at det hele skal med, og jeg vil heller ikke risikere at det hele fremkommer som en retfærdighedsgørelse for fraværet, da jeg på ingen måder føler at det er hverken et krav eller nødvendighed. Men der er mange som gennem de sidste par år har efterlyst aktivitet og/eller spurgt ind til om jeg går i gang igen, samt en forsigtig indspørgelse til, hvorfor jeg ”blev væk”.
Så….. vi kigger lidt tilbage på årsager til fravær, og så opsummerer vi også bare en brøkdel af de som ellers er foregået, før vi afrunder på en fortsættende note. Du kan hænge i og læse hele indlægget med, eller hoppe ned til fremtiden.
Nytårsaftensdag 2017 skriver jeg om, hvor klar jeg er til at kysse 2017 farvel. 2017 var hårdt på mange nivauer, og jeg var klar til bare at komme videre. Hele 2018 blev så et år, som slæbte spor med sig på baggrund af de forhold som jeg rendte ind i året i forvejen. Hele året var fuld af kontrol med enkelte tilbagesætninger undervejs, udfordringer rent jobmæssigt som krævede rigtig mange krævende ressourcer året igennem. Lærerigt men hårdt. 2018 bragte mig bare ikke den ro, som jeg havde håbet på, så da 2018 sluttede ønskede jeg det samme for 2019, som jeg gjorde på tærsklen til 2018. Et år hvor alt bare blev lidt lettere, bedre, mere afslappende og frem for alt et år, hvor jeg ikke skulle have noget forhold til sundhedsvæsnet ud over det normale.
2019 startede egentlig meget godt, men ak og ve – endnu et år er næsten gået, hvor jeg er blevet testet, og hvor jeg bestemt ikke har været forskånet for sundhedssektoren. Allerede i april gik det helt galt, hvor jeg fiskede mig et kompliceret ankelbrud på begge sider af anklen til lands med to operationer ifølge.
Anclegate har så taget – og tager stadig – rigtig meget tid og mange ressource på at komme forbi, men vi er på rette spor.
Når alt det så er sagt, så har jeg siden medio maj kunne mærke, at overskuddet begyndte at komme tilbage. Min helbredsmæssige tilstand i opgang. Min mentale tilstand styrkes og min jobfunktion udvikles, udvides og finder sit rette spor igen. Alt begynder ligeså stille at falde på plads, og det har en enorm positiv effekt på alt. ALT! Jeg synes ikke jeg har været deprimeret på noget tidspunkt i al det her, men jeg har været meget meget ked af det undervejs, lettere nedtrykt og bare ærgerlig. Jeg har, og føler stadig til dels, at jeg er blevet en af dem der, hvor der altid er et eller andet i vejen, når nogen har spurgt ”hvordan går det så?”. Jeg har følt mig som en belastning, hjælpeløs, magtesløs og også flov over at være en af dem som hele tiden skulle rende rundt til forskellige sundhedsaftaler. Alle har hele vejen igennem støttet op, og på ingen måde peget fingre eller klandret mig for noget, men ih guder hvor har det været svært for mig at acceptere selv.
Men jeg er begyndt at rydde op både indvendig og udvendigt, og jeg føler en glæde som jeg ikke engang vidste jeg ikke havde følt i over et år. Jeg føler jeg er ved at være med igen, og at mit liv er på vej til at indeholde andet end ”sygdom” igen….og den tilstand spilder over i lysten til igen også at være til stede lige her. Fingrene og hjernen kløer efter at forsøge at bringe lidt liv tilbage til MissHotPants.
Så her er jeg i et forsøg på at puste liv tilbage til skriveriet. Det er jo ikke fordi, jeg ikke oplever noget, eller ikke har noget at fortælle ej heller mangler inputs til diverse holdninger. Der har bare været andre ting, som har stjålet alle ressourcer og overskud – og måske også lysten – i forhold til at være aktiv her. Der har været ting som har haft langt større prioritet end at smide et indlæg. Jeg tror det er ved at ændre sig, og det her er første skridt.
Som sagt, så har tiden trods alt ikke stået stille, og der har både gennem 2018 og 2019 været nogen
skelsættende begivenheder samt skønne oplevelser. Lad mig highligthe blot lidtDen største ændring er nok at jeg (igen) er en gift kvinde. Min bedste halvdel og jeg fik underskrevet de juridiske papirer i august 2018. Det var en dejlig dag helt og aldeles efter vores hoveder. Ikke en masse prompt og pragt, men en masse uformelt samvær og hygge dagen lang.
Jeg er blevet oldemor! Vores skønne Nova, som er datter af vores Bailey, leverede 6 pragtfulde hvalpe i foråret i år. Det hele gik så fint og det var en skøn oplevelse med hvalpe over det hele – beskidt, men skønt.
Jeg har været på bryllupsrejse til Læsø og München. Tre dejlige dage på Læsø på gavekort til Strandgaarden, og 3 dage ned gennem Tyskland for at opleve Dachau og på hjemvejen også Bergen-Belsen. Dachau har stået på min ”Bucket” list i mange år; nu er den tjekket af.
Jeg har fået ny bil. Sally the Skoda blev efter seks stabile og billige år, skiftet ud med Oline the Opel. En fræk tofarvet rummelig Crossland, som nu snart er et år gammel, og er akkurat lige så stabil og driftsbillig som Sally the Skoda til trods for større motor og tungere vægtklasse.
Jeg har sagt farvel til de medarbejdere som har beriget, berygtet og belært mig gennem seks år. Af forskellige årsager blev opgaven vi sad med afviklet, og mine skønne ”børn” måtte vi sætte fri. Det er underligt at de ikke er en del af min hverdag længere, men jeg ved de er kommet godt videre, og jeg har heldigvis en tråd ude hos dem hver især stadigvæk. Jeg har siden da fået nye “børn” og ny opgave; dog stadig i samme virksomhed jeg som jeg har været ansat i de sidste 7 år. Så ikke ny arbejdsplads, “blot” ny arbejdsopgave.
Vi er alle ved at lære hinanden at kende på godt og ondt, men tendenserne er gode, og jeg er for første gang i mange år i en position, hvor jeg for alvor få tilført mig nye kompetencer uden at jeg skal smide de gode gamle kompetencer væk. Jeg er glad i job. Meget glad!
Jeg er i fuld gang med at indrette vores lysthus. En bjælkehytte på 15 m2, som vi købte for halvandet år siden som værende et ekstra gæsteværelse/hus, men også et rum hvor vi både kan hygge og være kreative hver i sær. Jeg er i gang, men helt færdig tror jeg aldrig jeg bliver med den hytte.
Jeg nyder stadig naturen, familien, friheden og livet. Det sidste mere og mere igen. Det første er jeg ved at kunne bevæge mig frit i igen, men har været stærkt begrænset pga. den brækkede ankel. Men jeg er derude igen, og det er blandt andet med til at bringe mig endnu mere i balance.
Både Bailey, Nova og Mojo trives i bedste velgående, og ligeledes gør min bedste halvdel, papungerne som lever deres eget liv mere og mere, familien og vennerne omkring mig. Jeg er – trods alle de ting der blevet kastet min vej gennem 2017, 2018 samt 2019 – en heldig dame. Jeg er her endnu, jeg er kommet igennem det hele og bliver stadig stærkere. Det hele skal nok gå.
Tak fordi du ventede, og bær over mig mens jeg forsøger at finde vejen tilbage til MissHotPants igen.
-
Just do it!
“Hvis bare jeg kunne, så ville jeg“
Hvor mange gange har vi ikke fundet os selv i at tænke på alle de ting, vi godt kunne tænke os at gøre. Vi kan have hele og halve planer om, hvordan det skulle gøres, og hvad vi ville gøre. For alt for mange af os, så forbliver det ved drømmende, og vi sukker efter muligheden for at kunne forfølge drømmen.
Men for nogen udleves drømmen. Der er dem som tør at trække vejret helt ned i maven, og så “bare” springe ud i det. Der er dem som tager tanken til det næste niveau, og tænker: “hvad er der egentlig som stopper mig?”, og mange gange så er det sådan set “bare” modet. Modet til at give slip, satse og smide alle de ansvars- og fornuftforpligtelser fra sig, som vi er ved at kløjs i, fordi samfundet siger, at det er sådan det er. Nogen gange er der dem, som tør at sige fra over for alle de ting, og beslutter sig for at lave drømmeland om til virkelighed. Sådan nogen er Torpedo familien
Anders er en tidligere kollega, som siden han var ganske ung teenager har været en handlingens mand med klare mål. Han er også en ung mand som har haft nogen helt specifikke overordnede mål og selv gjort arbejdet for at få dem til at lykkedes. Han er en af dem som, så lang tid jeg har kendt ham, har tænkt idéer, muligheder og drømt drømme, og så aktivt sætte hjul i gang for at forsøge at få dem til at ske. Han er et levende bevis på, at “if you can dream it, you can do it“
For syv måneder siden, besluttede han sammen med sin kommende kone, Gitte, at sige deres jobs op og sælge alt hvad de havde og ejede. Det værende hus, bil, inventar, legetøj og hvad ellers de havde der kunne sælges ud af og fra, og så investere deres tid og penge i en drøm som var drømt længe. På nu syvende måned rejser den lille familie verden rundt på endnu ubestemt tid. De bliver ved, som de selv siger, til deres to børn eller dem selv, ikke gider mere. Men lige nu nydes livet, verden, rejserne, nuet og familien for fuld skrald. Indtil videre er det blevet til 32 fly, 2 færger, 11 lejebiler og 12 lande og adskillige byer, som inkluderer Dubai, Maldiverne, Hawaii, Paris, Toscana, Købenavn, Malibu, Barcelona, Aalborg, Qatar & Koh Tao.
Med sig har de inviteret offentligheden i form af deres Facebookside, hvor både venner, familie, bekendte og alle andre, kan følge deres fuldtidsrejsende familiefærd hen over kloden. Her beriges vi med både opdateringer, statuser, billeder og videoer.
Man kan nemt være misundelig, og det er jeg da også. Jeg er misundelig på deres mod til at gøre det, ikke over deres evne til at gøre det. Men på ingen måde er jeg misundelig over deres mission. Jeg er fuld af beundring over deres mod til at sige farvel til alt og alle og bare gå efter deres drømme. Jeg er så begejstret for de oplevelser de får, og det som de med denne rejse giver til deres to små børn. Det er en gave til både dem selv enkeltvis, dem som par, dem som forældre og til deres børn. Det her er noget som de for evigt og altid har med sig, og det som til enhver tid kan minde dem om, at vil man det nok, så kan man. Jeg er overbevist om, at den her oplevelse sammentømrer i et utal af niveauer, og det som kan give dem mod, kræfter og overskud på ikke at udskyde noget som helst nogensinde igen.
Der vil uden tvivl være dem som siger, at det ikke er alle der bare lige kan gøre som dem. Men selvfølgelig kan vi alle det. Det handler om at turde og gøre. Det er da ikke sikkert, at man kan lave en copy/paste af Torp familiens eventyr, men jeg synes de er klare rollemodeller for at hvis der er noget man drømmer om, så gør det der skal til, for at få det til at ske, og så gøre det! Det behøver ikke være en jordomrejse det handler om, men det handler om drømme generelt. Lad dem være til din inspiration om, at få dine drømme til at leve. Kast frygten fra dig, og så gør det. Hvis ikke du gør, så lad dem være beviset for at skulle du en dag finde modet, så kan det lade sig gøre. Lad dem også være et redskab til at finde ro i maven over at du ikke har det samme mod boende i maven som Torp, og vid at det er der intet forkert i. Men skulle du en dag mærke drømmen brænde igennem alt andet du gør, så tager du lige en tur ind på Torpedo Familiens Facebookside og får bekræftet at hvis du virkelig vil, så er det muligt!
-
Ingen brok herfra
Der er nok at brokke sig over, men lige nu er det i hvert fald ikke vejret der skal stå for skud. Lige nu arter det sig fra sin allerbedste vinterside
Vi bor lige ud til to åbne marker, og det er her jeg får de flotteste vejrkig. Jeg har efterhånden taget mange billeder ud over de to marker over alle fire årstider. Den nærmeste mark – den lige på den anden side af vores hæk – er til salg, og har været det i hvert fald i samtlige af de syv et halvt år jeg har haft den som nabo. Det er fint for mig, hvis den fortsat ikke bliver solgt.
God søndag derude, og hvis du har mulighed for det, så ud og nyd vejret så du kan få luft for alle de brokkerier som klemmer i mellemgulvet.
-
Jeg har faktisk ikke ondt af dig!
Så er der gang i debatten derude. Jeg har en holdning til de fleste ting, og jeg argumenterer også gerne for dem i de fora, hvor det – ikke nødvendigvis giver mening – ikke bliver til uintelligente svar fra folk, som ikke kan finde ud af at argumentere både sagligt, eventuelt fagligt og i et ordentligt sprog.
I dag er der 1004 personer som har modtaget en sigtelse, på baggrund af en video som de enten har delt eller som de har gemt på diverse elektroniske platforme. Videoen er af et par unge mennesker, som måske ikke havde til hensigt, at den skulle spredes i øst, vest og alt derimellem. Ordensmagten har så valgt at sigte efter straffelovens paragraf 235, som dækker over distribution af børneporno. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de som har delt og gemt ikke har haft til hensigt, eller har tendenser, til pædofili. Men det er og bliver den paragraf de sigtes efter, fordi det kan lade sig gøre, og fordi det er inden for lovens rammer.
Debatten går på rimeligheden i sigtelsens karakter, og rimeligheden i at dem som sigtes, sigtes. Den går også på de langtrækkende konsekvenser sådan en sigtelse, og i sær en eventuelt domfældelelse, kan have i forhold til de intentioner (eller mangel på samme) dem som har delt og/eller gemt denne video, havde. Hele sagen er født til at skabe debat både for og i mod fra alle sider. Både tilskuer og involverede.
Har jeg en mening – det kan du tro jeg har! Synes jeg det er overkill med en sigtelse af distribution af børneporno? Ja for søren, det gør jeg. Men …. og jeg har et kæmpe stort men! Den her sag er, i min optik, noget helt andet end børneporno. Det handler om at lære om konsekvenser, om at lære, især de unge mennekser, om ansvar hvad end du er den som deler, den som laver optagelserne, om at lære dem om anstændig opførsel og om mobning.
Jeg kan da sagtens se, at det er voldsomt, og at dem som bliver ramt med den sigtelse kan lide ret så tunge konsekvenser som måske ikke helt matcher den hensigt som de havde i “gerningsøjeblikket” – men jeg må også indrømme, at jeg ikke kan lade være med at tænke at de aktivt over en lang årrække har været med til at skabe et samfund, hvor de selv nu havner i en situation de selv har skabt, fordi de ikke har forstået hvilke konsekvenser de har udsat ofrene for. De har grinet i flere år, eskaleret udstillingerne som tiden og teknologien skred frem, lukket ørene for alle de ord, råd, kampagner og lærdom der er forsøgt for at stoppe dem undervejs, og gemt sig bag skærme, kammerater og flosklen om at “det gør alle de andre jo også”. De har set stort på alle de ofre som de senere år har stået frem for at fortælle om, hvad det har haft af konsekvenser og på de tilfælde, hvor det sågar har kostet liv.
Det kan godt være, at det for dem som er sigtet bare har handlet om et klik eller en deling som alle andre også har gjort. Det kan også godt være, at det for dem ikke har haft nogen som helst betydning, og at de ikke har skænket det en tanke. Det kan meget vel være, at det for dem “bare” var uskyldig underholdning, som de sammen med deres kammerater grinede og morede sig over i en halv time. Men for dem som leverer “underholdningen” handler det om noget helt helt andet og de er magtesløse. Ofrene bliver ikke kun ramt i en halv time. De bliver ramt for livet, og for nogen bliver det så voldsomt at de vælger ikke at leve et liv bagefter.
Det skal stoppes, og hvis denne sigtelse kan være det første skridt i at få en konsekvenslærdom spredt ud, følt og eksekveret, så er jeg faktisk fuldstændig, helt og aldeles okay med at de er første bølge. De er en del af det stormvejr der er skabt for mange. Det er dem som har været med til, måske endda startet, det stormvejr, og kan det her få dem og dem som kommer efter til lige at tænke sig om en ekstra gang, så er det sådan det er. Det er jo ikke – uagtet hvordan man vender og drejer det – sådan at de ikke har gjort noget. De er skyldige. Uanset hvor lille en andel de så end har i det.
Jeg kommer selv fra en barndom, hvor jeg har oplevet mobning på egen krop og sjæl, så jeg kan selvfølgelig heller ikke undgå at være en lille smule subjektiv i alt det her. Jeg ved, hvor ondt det kan gøre, hvor meget det tager at holde sig ovenvande, hvor mange ressourcer det kræver at være i det og hvor mange kræfter det tager at komme forbi det. Det er ikke blevet bedre siden min barndom. Det er blot blevet noget andet og i nogen tilfælde meget mere voldsomt, fordi det ikke kan slukkes for når man kommer hjem fra skole. Det er hele tiden, og det holdes ligepludselig ikke kun i klassen, skolegården, i skolen, i byen eller sågar i landet. Det er voldsomt, og verden ser i dag helt anderledes ud end den gjorde da jeg var barn, og derfor er der også belæg for at der må laves nye retningslinier, redskaber og love som kan skride ind og forhindre.
Ja … stakkels dig som får et ordentlig smæk på dit papir fordi du “bare” har delt, eller gemt videoen som du så har vist til dine kammerater. For søren hvor er det træls, hvis du nu står i en situation, hvor du har risiko for at kunne blive forhindret i at starte en uddannelse eller et virke fordi du “bare” gjorde som alle de andre. Men ved du hvad … du burde fandme vide bedre, og der er ingen som har forhindret dig i at lade være med at være en del af det. Der er ingen som har forhindret dig i at tænke tanken “hvad ville du gerne have, andre gjorde, hvis det var dig der var i den video?“, og så gøre præcis det! Ja – jeg kan godt se det fra din side også, og ja – jeg kan da også godt give dig ret i, at det er voldsomt at du bliver mødt med den sigtelse. Men hey… det er dig som selv har været med til at skabe den situation. Jeg er i hvert fald helt sikker på, at du fremover på ingen måde deler noget som helst i den stil, eller andre ting som udstiller folk igen, og så er vi allerede et skridt videre, og så er det bekræftelsen – som jeg ser det – på at den her sigtelse virker, og har præcis den effekt som jeg ønsker den har.
Til Jer alle – tænk Jer om, før I både deler og optager