-
Er der blevet liv?
I august sidste år, blev det første gang nævnt. Jeg bor i en ultra lille landsby med knap 300 indbyggere, som er medlem af det famøse “udkantsdanmark”, og mærket som en døende landsby. Men min lille landsby ville det anderledes, og derfor er der igennem det sidste halvandet år blomstret ting frem, som er skabt af landsbybeboerne selv. En af de ting som der var kommet var Lørslev Café & Kulturhus, som havde sin første officielle åbningsdag i starten af december 2016. Da jeg skrev om det hele første gang for halvandet år siden, var jeg spændt på at se, hvad det havde udviklet sig til om tre år, såfremt det overlevede nyhedsinteressen. Men her et års tid efter første åbningsdag, kan der allerede nu rapporteres om udviklinger.
Til alle Jer som også bor i små landsbyer …. det kan betale sig! Der er sket ting og sager siden åbningen, og det er langt fra slut. Men allerede i løbet af dette første år, har det skabt forandringer, liv og muligheder. Alt sammen noget som giver værdi for både landsbyen, landsbyens beboere, de som frivilligt involverer sig og for den generelle atmosfære som lever i landsbyen.
Lige om lidt har vi den første generalforsamling, hvor vi har et helt åbningsår at kigge tilbage på. Vi er overvældet. Vi står i dag med et hus som der nu er 100% betalt og velfungerende i sin drift. Både i forhold til selve det praktiske, men også på den økonomiske del af det hele. Vi står med et hus som det sidste år har huset adskillige foredrag af diverse arter. Et hus som har været fyldt op til diverse spisearrangementer, søndagscaféer og brunches. Et hus som har budt indenfor til bankodage, whistaftener, kursusaftener i form af blandt andre “Facebook for absolut begyndere” og “Arveret”. Et hus som fungerer som opsamlingssted af dagligdagsvarer bestilt gennem Osuma.dk. Et hus som troligt hver lørdag og søndag deler rundstykker ud til de morgenfriske som har bestilt dem. Et hus som har fået brygget sin helt egen øl i samarbejde med et lokalt bryghus. Et hus som har fået kreeret sin helt egen kage med en hemmelig opskrift af bagedystvinderen Liv. Et hus som samler byen på en helt ny måde, og lader os alle opdage hvem der har boet både lige om hjørnet eller på den anden side af marken i mange år uden vi har vidst det. Et hus som har formået at involvere mere end 60 mennesker på fuldstændig frivillig basis, lige fra opgaver som købmandsvagter, rundstykkevagter, aktivitetsgruppe, havegruppe, bagegruppe og mange andre grupper som alle er med til at få alt til at gå op i en højere enhed. Et hus som i dén grad har skabt en fornemmelse af at man kender ikke kun sin nabo, men alle de andre ogå. En fællesskabsånd er skabt, og den følelse af at man selv har taget ansvar for udviklingen af en hel by er intet mindre en fantastisk. Vi kan mærke det nytter. Både for byen men også for den enkelte. Det har skabt værdi på rigtig mange områder og niveauer.
Det har også skabt omtale. Så småt som huset for alvor kom i drift, vakte det også nysgerrighed ude omkring, og inde bag både politiske vægge og nyhedsrum. Vi har oplevet en enorm støtte og anderkendelse i forhold til det stykke arbejde og den mission vi har på agendaen. Det hjælper unægtelig også på følelsen af, at vi er i gang med at skabe noget som giver værdi og som gør en forskel. Har du lyst til at få et fem minutters indsigt i, hvad vi er for en størrelse, så har TV2 Nord for nylig bragt et meget korrekt indslag omkring vores kulturhus.
Indslaget fortæller også om en af de største anderkendelser vi har modtaget i det år vi har været igang; nemlig førstepræmien på Homeprisen 2017. Vi blev yderst beæret over at netop vores lille hus fik tildelt førstepræmien, og vi smiler endnu stort over den pris.
Vi skulle ikke vente tre år for at se, hvor det hele ville ende. Vi kan allerede efter et år konstatere, at det er gået fantastisk. Alt sammen fordi vi har en landsby som i dén grad huser ildsjæle. Det her projekt kunne på ingen måde have taget den udvikling, havde det ikke været for alle dem som har involveret sig, og som stadig involverer sig. Der er i det kommende år nye spændende projekter på tegnebrættet, og derfor bliver det igen spændende at se, hvor vi er om et år. Jeg er så stolt af, at være en del af det hele, og jeg er endnu mere stolt over at vi har formået at gå imod strømmen. Den her by overgiver sig ikke til dommedagsteorierne, og vi kan herfra Lørslev kun varmt anbefale andre landsbyer om at kopiere idéen. Synes du din landsby er ved at blive udvisket fra landkortet, så put den selv på det igen. Det kan nemlig godt lade sig gøre.
Piiiist … skulle du være i området, så tjek endelig vores Facebook side ud, hvor alle vores kommende begivenheder også er at finde – hvem ved; det kan jo godt være der er et arrangement, som netop du gerne vil deltage i, og du er så hjertelig velkommen uanset hvorfra i landet du kommer fra
-
Frostdag
Jeg får gået mig nogen ture i disse dage. Både i regn, vind og frost. Jeg er p.t. sygemeldt frem til og med den 19. januar, og det kan dælme godt blive nogen lange dage, og de skal fyldes ud med et eller andet. Ikke noget som presser min krop, for det må den ikke blive, men ikke desto mindre, kan jeg jo ikke bare sidde stille. Det er jeg simpelthen ikke skabt til, og for så at minimere dræbende lange dage, så forsøger jeg at give dem en eller anden form for indhold for både ikke at gå i stå, men også for at give kroppen den afslapning den skal have. Det munder ud i blandt andet oprydning i mine skabe og mange gåture med en eller begge hunde ved min side.
Når så vejret er som i dag, så er det fantastisk gåvejr. Jo vist er der lidt koldt, men når man bare pakker sig ind, og så ellers bare nyder det klare frostvejr, så er både jeg og Nova glade. Bailey er med ude på fællesjagt, så han får også nydt det fine vintervejr.
Der er aldrig noget som er så skidt, det ikke er godt for noget. Når nu jeg skulle sygemeldes, så får andre ting plads igen. Så jeg har nydt både mine lange gåture, at jeg igen ofte har kameraet med ude på mine ture og at jeg får smidt alt det skrammel ud, som i årevis har gemt sig i diverse skabe og skuffer.
Når det så er sagt, så synes jeg stadigvæk dagene er lange, og jeg har immervæk kun haft tre reelle sygemeldingsdage indtil videre. Jeg har hele næste uge, og ugen derefter med, så jeg kan godt frygte jeg løber tør for ting at rydde op i, og jeg kan også godt allerede nu mærke, at jeg mangler mit arbejde at rive rundt i. Men sådan skal det være lige nu, og denne gang har jeg valgt at lytte. Noget jeg ellers ikke altid er for god til, når det kommer til denne del af lytningen. Men det giver mening at lytte denne gang – også selv om jeg til tider føler det er lidt “overkill” – men jeg ved at dem som har besluttet at det er det jeg skal gøre, ved mere om det end jeg gør. Men det ændrer ikke på, at jeg savner min normale arbejdsdag.
Det hele skal nok blive normalt igen, så indtil da kan jeg nyde at jeg også i min krop mærker, at jeg finder stor afslapning i mine gåture, i min organisering og i særdeleshed i min fotografering … og mine skriverier. Det er der rigelig plads til lige for tiden.
-
Jeg vil huse en vagabond
Sig hej til Zoe. Zoe er en vagabond, og jeg vil gerne give hende et permanent hjem
Jeg mødte hende mellem jul og nytår, og jeg går stadig og kigger lidt på hende. Jeg tror hun og jeg passer rigtig godt sammen, og jeg tænker at jeg nok kommer til at tage hende med hjem.
-
Rester af et nytår
Vi er på den anden side. Sengetiden blev langt senere end normalt, og ditto opvågningen på årets første dag.
Vapserne og jeg har gået en tur i det grå og våde vejr, for både at få gang i kroppen, få rendt lidt frit efter minimum et døgn, hvor de ikke har fået lov til at få snoren af udenfor, i tilfælde af et brag eller raket skulle forskrække dem i en grad, som fik dem til at stikke af. Begge hunde klarede dog nytåret til ypperligste UG kryds og slange. Der har tidligere været uro i kroppen. Ikke skræmthed, men bare uro. I år blev vi på egen matrikel, med besøg fra vores faste nytårsmakkere, og især Baileys krop håndterede nytåret med langt langt større ro end tidligere. De var mere eller mindre upåvirket af det hele, og der var slet ikke så megen pusten og rastløshed, som der har været tidligere. De er begge ret så skudfaste, men der er stadig lang vej fra jagtskud til raketlarm. Men vi er yderst priviligerede, hvad det angår, og vi er rigtig glade for at vores hunde ikke lider af nytårspanik, som andre hunde desværre går igennem hvert år. Men derfor holder vi dem alligevel i snor på gåture op til nytåret … man ved jo aldrig. Så de nød at rende frit rundt i dag.
Turen rundt i Lørslev vidner om en by, hvor de unge mennesker som har været på nytårsløjer har god opdragelse og betænksomhed med sig hjemmefra. Der er ikke noget som er sprunget i luften eller på anden måde lavet hærværk omkring. Men de har drillet med sprøjtestrenge fra dåse, toiletpapir og sækkevis af små små papirstykker, som er sirlig spredt i rigtig mange haver, hække, indkørsler og gader. Men der er ro og orden, og der er ikke noget som nogen kommer til at koste penge på.
Der er end ikke ret megen oprydning i forhold til affyringsaffald. Nok er vi ikke ret meget mere end små 300 mennesker i landsbyen, men der blev trods alt fyret skyts af. Det lader dog til at beboerne i byen, eller dem som affyrede, har ryddet det meste op.
Udgang af det gamle, og indgang til det nye år er gået smertefrit her i byen. Det er desværre ikke det samme allesteder i landet, og de næste par dage vil der nok endnu engang i medierne være en debat for eller imod fyrværkeri. Men mon ikke det hele ved udgangen af 2018 bliver “same procedure as last year”?
Velkommen til 2018
-
Jeg er SÅ klar!
Det er årets sidste dag, og I guder, hvor er jeg klar til at kysse 2017 farvel! Jeg har for vane lige at reflektere over året som gik, og som oftest, så kan jeg se tilbage på et år, hvor der selvfølgelig har været et par knap så heldige dage, men i det store billede så har jeg altid haft et år, som har bidraget til den gode side på stort set alle områder. Så langt som jeg kan huske tilbage, har jeg ikke siddet med et år, hvor jeg har haft de store anledninger til at være hverken utilfreds eller på anden måde beklage.
2017 viser sig at være i den anden boldgade. For første gang i mine egne minder, sidder jeg med et år, hvor jeg vitterligt er så klar til at sige “Farvel – du bliver ikke savnet!”
2017 har på mange områder været et år som har været præget med udfordringer som jeg gerne ville have været foruden. Det er et år som, når jeg tænker tilbage, bringer mig på et punkt at lidt sørgmodighed. Det har været et hårdt år. Jeg er generelt en person som kan håndtere og gå igennem megen modgang uden at det påvirker mig synderligt. Jeg har altid haft evnen til at tænke “de små kvaler jeg har, er på et punkt hvor jeg i bund og grund er pisseheldig og har det godt, så derfor skal jeg ikke klage, og derfor er jeg faktisk taknemmelig for det år jeg har haft”. Ikke i år.
Jeg er helt klar over, at de udfordringer jeg har haft, ikke kan måle sig med nogen af de store tragedier, som andre har oplevet, men i forhold til, hvad jeg normalt har af dagligdag, så har det her været et år, hvor selv mine stærke sider har fået lov til at vakle og have en effekt. Jeg har ikke behov for at liste det jeg har været igennem op, for dem som kender mig er helt klar over, hvad der har været kastet min vej igennem året … plus det løse. Det er stort set på alle områder jeg har været skubbet ud i yderlighederne; helbredsmæssigt, personligt, arbejdsmæssigt.
Dog har jeg stadig en ukuelig evne til også at se, at det ikke er lutter udfordringer jeg har haft. Der har så absolut også været opture, glæder, oplevelser, grin, underholdning og stor stor lærdom. I modgang bliver man stærkere og mere vis – og det er dét jeg vælger at tage med ind i 2018. Hvor hårdt det end har været, så er jeg vokset på selv samme områder som jeg har været udfordret på. Men det gør mig stadigvæk ked af det, når jeg tænker på det jeg skulle igennem for at opnå denne lærdom. Så jeg er SÅ klar til at sige Auf Wiedersehen 2017.
Jeg håber 2018 har mere at byde på fra den gode hylde. Jeg håber også det kommer til at spejle sig i hyppigheden af skriveriet her på siden. Den har været meget mangelfuld i 2017 – af åbenlyse årsager. Jeg ved der venter oplevelser i 2018 som kommer til at fylde rigtig megen glæde, og jeg ved at der både på det helbredsmæssige, det personlige og på det arbejdsmæssige plan er ting i vente som gør det hele godt, måske endda meget bedre end før, igen. Jeg glæder mig til alle de muligheder som venter og som kommer til at byde sig til, og jeg glæder mig til at det her år er en saga blot.
I dag og i aften er sidste dag i året, og den kommer jeg til at bruge sammen med mennesker (og dyr) som jeg elsker og holder af – så jeg ved også at 2018 starter på den allerbedste måde, og så går jeg ud fra at 2018 og jeg har en aftale om, at det er i det niveau vi fortsætter de næste 365 dage.
Må dit nytår blive fantastisk, og husk nu for pokker at glædes over de små ting i hverdagen. Lad være med at tage ting for givet. Brug ikke ressourcer på ligegyldige ting, og husk at bruge de redskaber og ikke mindst de folk omkring dig, som altid står til din rådighed.
RIGTIG GODT NYTÅR TIL JER ALLE
-
179.871/1.825
I dag for fem år siden, afhentede jeg min første – og indtil videre eneste – helt spritragende nye bil. Sally the Skoda bliver i dag fem år, og jeg er stadig ligeså glad for hende som den dag jeg rullede ud af bilforhandlerens indkørsel
Dengang jeg tankede hende op, havde hun kun rullet 15 km. Tre år senere var det løbet op i noget mere, og her to år yderligere efter, har pendler turen mellem Aalborg & Hjørring sat sine spor på kilometertælleren.
Hun har været en ualmindelig stabil dame, og hun har kostet mig meget meget lidt i reparationer. Faktisk har der ikke været reperationer af nogen art, som ikke hører til almindelig service. Så hun har fået nye bremseskiver to gange, hun har fået lavet stenslag fire gange, og udskiftet forrude på grund af samme to gange. Hun har fået skiftet blæseren, men det var på fabrikantens regning, da de fandt ud af at det var en kendt fejl, og så har hun for nylig fået et enkelt nyt kødben. Men det har alt sammen været en del af forventet vedligeholdelse, når man nu kører så mange kilometer som Sally gør. Hun er driftsikker som bare pokker, og hun er billig på alle mulige fronter. Jeg har været, og er stadig, glad for hende.
Men hun ser ikke helt ny ud længere. Hun har taget sine knubs. Der er et par buler hist og pist, som egentlig burde have været lavet, men som ikke er blevet det.
Før nogen begynder at på råbe sig noget om kvinder og kørsel, så lad mig lige understrege, at der er ikke en eneste af de buler som Sally har, som jeg har forudsaget. De to buler hun triller rundt med, er begge på baggrund af at hun er blevet bakket ind i over to omgange. Hun holdt ligeså stille i sin indkørsel begge gange, da en foranparkeret bil – over to forskellige omgange, inden for kort interval – bakkede lige ret op i hende. Vi peger ingen fingre her, men vi siger blot, at det ikke er noget hverken Sally eller jeg har nogen skyld i.
I dag fylder hun fem år, og selv om jeg er umådelig glad for hende, og på trods af hun ikke fejler andet end et par buler, så er jeg så småt i processen med at finde hendes afløser. Jeg ved jo godt, at når jeg fortsat skal køre den pendlertur som jeg gør de næste mange år, så vil småreperationerne så småt begynde at indfinde sig. Hun skal til at videre til en, som måske ikke har planer om at køre 120+ kilometer hver dag på motorvej, men en som bare har brug for en lille stabil og meget økonomisk “konebil” til daglig brug.
Når man kører så mange kilometer, og både i by og på land, så bliver man lidt medtaget og beskidt. Så i dag skal Sally i anledning af sin fødselsdag forkæles. Der er bestilt rengøring til hende, så hun kommer til at funkle både ind- og udvendigt. Selv om hendes afløser er fundet, er den endnu ikke købt og Sally skal gerne lige fragte sine passagerer i nogen måneder endnu.
-
Erik & Emma
Nogengange er der mennesker, som kommer ind i sit liv ved en tilfældighed. En sjælden gang imellem hænger de ved, selv om man i bund og grund ikke har noget forbindende mellemled længere. Sådan et par mennesker er Emma og Erik.
Emma og Erik boede i et hus, forbundet til en gård, som den bedste halvdel havde sin gang på dengang jeg lærte ham at kende. Det var egentlig ejerne af gården han havde en forbindelse til, men Emma & Erik var der også, og derfor kunne man jo ikke “undgå”, at have en lille smule omgang med dem også.
For fire år siden, flyttede Emma & Erik fra gården, og ind til “byen”, hvor de bosatte sig i et helt ordinært paracelhuskvarter. Livet på gården fortsatte, men som de næste par år gik, blev forbindelse for den bedste halvdels og mit vedkommende også mindre. Den er der stadig til et vist omfang, men knap så meget som engang, og i bund og grund burde forbindelse til Emma & Erik have været helt ophørt. Men det er den så bare ikke.
Gennem de sidste fire år, har Emma & Erik, af en eller anden grund, bevæget sig ind i vores liv på separate og egne vilkår, helt adskilt fra gården. Vi har nu gennem fire år, i ny og næ, været forbi på besøg op til flere gange. Både til morgenbord, frokost og middag eller en helt simpel kop kaffe. Nogengange har vi drengene med, nogen gange er det bare os, og nogen gange igen, er det bare den bedste halvdel. Dog er der én ting, som der skal være til stede, hvis vi vælger at aflægge besøg, hvad end det er den ene eller den anden af slagsende; hundende har bare af at være med! Det er sket en enkelt gang, at den bedste halvdel er dukket op uden nogen hunde, og en enkelt gang kun med den ene hund … det lader især Emma ikke gå ubemærket forbi. Nogen gange er vi faktisk lidt i tvivl om, om det er os eller hundende hun gerne vil have på besøg.
Her til morgen tog vi til morgenbrød hos Emma og Erik. Erik var dog ikke hjemme, da han er en ivrig verdensomrejsende jæger, og lige nu er i Polen på jagttur. Så det var Emma der tog i mod, og vi turde ikke andet end at tage begge hunde med. Vi kom med morgenbrødet, og Emma havde dækket bordet som – som altid – oser af hygge og ordentlighed.
Friske blomster fra egen have, agurk og tomater fra eget drivhus og et askebæger ud foran hver kuvert, da vi alle tre er rygere. Så skal man ikke sidde og dele og række ind over hinanden. Nej Emma sørger for at alle har hvert deres eget af alt.
Hundende elsker Emma. Hos hende ved de at der altid gemmer sig et eller andet mundgodt. De ved også, at køleskabet proviantere dem med godter, og derfor vil en tyggestang ikke engang tygges på, fordi de ved Emma gemmer andet godt, og de ved at hun gerne giver ud af det.
De bliver møjforkælet, og vi er slet slet ikke i tvivl om, at både Emma & hundende elsker det ligemeget.
Et morgenbesøg hos Emma & Erik mangler ingenting. Snakken er kvik, humøret er højt, gæstfriheden er grænseløs, og drammen i en eller anden form kommer altid lige på bordet også, for at få gang i hele kroppen.
Tiden flyver forbi i deres gode selskab, og man tager altid derfra med et smil på læberne og uden man mangler noget som helst.
Måske de her tilfældighedsbekendtskaber i virkeligheden er dem som er allerbedst? De kommer til live ene og alene på baggrund af kemi og lyst, og ikke fordi man på en eller anden måde er blevet bragt sammen på baggrund af noget man har været, eller skulle være, fælles om.
Her på matriklen kan vi i hvert fald godt lide Emma & Erik, og er glade for at de blev tilfældige bekendtskaber.
-
De (u)planlagte weekendoplevelser
Weekenden har allerede budt på oplevelser i mangfoldigheder. Nogen af dem planlagt, andre uventet ankommet.
Jeg satte weekenden i gang lidt tidligere sammen med kollegaerne, hvor vi drog ud i det nordjyske, for at spille fodboldgolf. En frisk runde med 18 huller, hvor boldøjet blev indstillet midt i spillet, men var helt ude af fokus i starten og slutningen af spillet. Det gjorde det dog ikke mindre underholdende af den grund.
Når man sådan har været aktiv i et par timer, trænger maven til at blive fyldt op. Så efter et lille pitstop, hvor nogen af “de unge” lige kunne nå at nette sig, mødtes vi alle på Applaus, hvor vi havde et bord og en madoplevelse bestilt.
Ti retter kom i en tilpasset strøm ud fra køkkenet til vores bord over de næste tre timer, og vi kunne alle gå derfra mætte og tilfredse. Jeg har været hos Applaus en enkelt gang før, men også denne gang tager jeg derfra med en opfordring til at prøve det, hvis du ikke allerede har været der.
Dagen blev lang men skøn, og søvnen nåede lige at runde syv timer, inden lørdagen gik i gang. Rundstykkevagten i Lørslev Café & Kulturhus tilhørte i dag den bedste halvdel og jeg. Den er nu så hyggelig, og de to timer hvor borgerne i byen kan hente deres bestilte morgenbrød, starter altid min dag med en god følelse i maven.
Vores hundesitter fra Aarhus, Anna, er i området, da hun i denne uge passer hunde for en anden. Hver gang hun er heroppe, melder hun lige ind, for at høre om vi er med på en hundetur. Det er vi altid. Vi kan godt lide Anna, og det kan hundende også – så hende vil vi gerne mødes med. Vi havde aftalt at mødes i hundeskoven ved Tversted og med sig havde hun Gitte og Carlo.
Vi brugte en times tid i strandskoven, og hundende fik løbet det meste af deres energi af sig, og snuset til alle de marehalm de overhovedet kunne komme i nærheden af. Efter endt tur i hundeskoven, fik vi potedasket på gensyn til Anna, og satte kurs ned mod Tversted Strand. Nu vi var her, så skulle vufferne da lige have lov til at få et dyk i Vesterhavet.
De elsker det, og de var yderst fornøjet over, at badeturen måske blev en lille smule længere end normalt, eftersom undertegnede formåede – for første gang i hele sit liv – at sænke Sally the Skoda så godt ned i sandet, at der ikke var anden udvej end at kalde på hjælp.
Jeg har nok været med i biler før, som har sat sig uhjælpeligt fast i sandet, men det er første gang jeg selv nogensinde, har været chaufføren som satte den fast. Men mens vi tålmodigt ventede på hjælp, fik hundende sig en ekstra badetur, og udsigten kunne nydes, da både vejr og vind var ganske fint.
Vi ventede ikke så lang tid på hjælpen, og Allan hev Sally fri med sin store stærke unimock i løbet af tre minutter. Nu er vi alle sikkert hjemme igen, og lige om lidt venter der bukkemørbrad og sæsonåbning af Danmarks historie.
I morgen er der atter en dag – noget af den er planlagt, men i dag har vi lært at der også er plads og tid til det uplanlagte….og så tager vi det med.
-
ASMR – jeg er med på en lytter
Lige om lidt tænker du, at “hun er jo bindegal”, eller i det mindste “hun er vist lidt mærkelig”. Men det er jeg helt okay med, for jeg ved med mig selv, at jeg er helt og aldeles normal mærkelig, og at det jeg skal til at fortælle finder jeg ganske brugbart og ret så fascinerende.
Igennem, og siden, mit stress forløb for et års tid siden, fandt jeg lydbøger hjalp ekstremt meget. Både i forbindelse med almindelig afslapning, men også i forhold til søvn. Det hjalp mig med at stoppe mit tankemylder ved sengetid, og dermed fik mig til at falde i søvn. Jeg har aldrig lagt det fra mig igen. Det tømmer stadig mit hoved, giver mig ro i kroppen og får mig til at falde i søvn inden for meget kort tid … udover det faktum, at jeg bare synes det også er hyggeligt.
Den sidste uges tid, er jeg begyndt at stikke i en anden retning. Du har måske allerede set denne video, som for nylig blev spredt på Facebook. Jeg så den også, og jeg elsker rent faktisk den lyd hun laver når hun både bider, og når hun tygger med lukket mund. Jeg synes det er en fantastisk lyd.
For dem som kender mig rigtig godt, er det ingen nyhed at jeg har noget med lyde. Jeg husker helt tilbage fra barndom, at der var visse lyde jeg elskede. Jeg ønskede mig de par sko, som gav den helt rigtige “grus-bliver-trådt-på” lyd, og har i dag et par tennissko som opfylder præcis den lyd jeg ledte efter. Jeg har formået, da jeg var barn, med vilje at tage min barndomsveninde blå støvler på, da jeg skulle hjem, fordi hendes blå støvler sagde en bestemt “klik-lyd” når man ramte jorden med dem, og det gjorde mine blå støvler ikke. Så skidt med, at de var for små og pressede mine fødder. Hun opdagede selvfølgelig at det ikke var hendes støvler som stod i hendes gang længere, og jeg lod som om jeg – helt ubevidst – havde taget de forkerte støvler på, fordi de rent faktisk lignede hinanden lidt.
Men der er visse lyde jeg elsker mere end andre, og som skal lyde på den helt rigtige måde. Det er bl.a. en bildør der lukkes, et telefonrør som bliver lagt på, en bog som bliver bladret, en omrøring i en glasskål og meget mere. Men det er ikke lyden af de ting generelt, men en helt specifik lyd som kun jeg kender og ved når den er der. Jeg ved ikke, hvad det er – men jeg har bare noget med lyde, og jeg kan mærke når jeg hører en lyd som er helt rigtig for mig.
Da jeg så førnævnte video, fandt jeg så ud af at der er et fænomen som hedder ASMR. Autonomous Sensory Meridian Response. Wikipedia beskriver det som “…en behagelig varm fornemmelse i kroppen der udløses af forskellige stimuli, såsom lyden af en blyant der tegner på et papir eller en hviskende stemme” Det er præcis det, det er for mig – en behagelig varm fornemmelse i kroppen.
…og så gik jeg ellers igang med at søge på YouTube, og er du gal der er et hav af ASMR videoer derinde. Nogen af dem opfylder helt klart min personlige definition af gode lyde, andre gør ikke. Der er forskellige underkategorier, og så er der ellers frit valg på alle hylder alt efter, hvilke lyde du finder skønne.
For mig som har lidt med lyde er det her en guldgrube, og de sidste tre aftener er jeg faldet i søvn med de skønneste lyde i øret…. og nej – det har ikke været noget med spiselyde, og jeg har samtidig fundet ud af, at mit venstre øre, kan lide lyde lidt bedre end mit højre øre. I venstre øre lyder det bare en lille snas bedre 🙂
Har jeg ret, når jeg startede med at fortælle, at du nok med det her ville tænke, at jeg er lidt mærkelig?
-
43 – En dejlig dag
Jeg er stadig ikke skræmt over, at årene ruller på alderen. Jeg er nærmere de 45 end de 40 fra og med i dag, og jeg har det helt fint med det. Det har jeg fordi, jeg er pænt tilfreds med det livet byder mig, det som det lokker mig med, og det væsen, det sind og den leg som jeg – på trods af alderen – stadig kan konstatere sprudler i mig. Jeg er mig, og ikke min alder. Jeg er stadig mig, selv om jeg nu er et år ældre. Som jeg ser det, så har jeg nu sat et ekstra års erfaring og øvelse i at være netop mig, på kontoen.
Alle spørger, helt naturligt, efter hvordan min dag har været, hvad jeg har fået i gave og om jeg er blevet godt forkælet. Jeg er en af dem, som ikke holder af at sætte mig selv i fokus, når det kommer til at blive hyldet eller få gaver. Så jeg afholder mig fra at holde noget stort set hvert eneste år, og det passer mig fremragende. Sådan har dagen i dag også været. Jeg stod i morges op til en kæmpe buket roser og en skønt kort på mit skrivebord på mit kontor på hjemmematriklen. Den mødte mig helt alene, mens den bedste halvdel sov sødt videre da han holder ferie de næste to uger. Han havde gjort det hele klar i går aftes, og så har jeg – helt som jeg gerne vil det – kunne modtage den dejligste gestus helt for mig selv uden at blive forlegen.
Jeg har ikke fået nogen gaver (endnu). Jeg tror ikke så meget på det her med “jeg giver gave, du giver gave” når det kommer til gaveudveksling mellem den beste halvdel og jeg. Jeg elsker selvfølgelig når han så alligevel gør det, men jeg elsker ovenstående gestus lige så højt. Han har selv fødselsdag lige om lidt, så det vil bare være penge den ene vej, for at gå den anden vej om ikke ret mange dage. I stedet bruger vi som oftes de gavepenge på oplevelser og rejser sammen i stedet for. Men det hænder da, at der falder en enkelt fødselsdagsgave eller julegave af i ny og næ. Men det er ikke noget vi praktiserer ofte.
Jeg ved at der venter en gave fra veninden enten senere i denne uge eller næste uge. Vi skal lige have aftalt en date, og hun er stort set den eneste, som jeg er på fødselsdagsgave udveksling med. Jeg tænker også at der ved lejlighed kommer et eller andet fra min mor, når vi igen ses, og måske også fra min mormor, som plejer at smide en lille kuvert min vej når jeg har haft fødselsdag. Men det er ikke noget jeg hverken forventer, eller bliver forarget eller forsmået over, hvis der ikke gør. Jeg er så tilfreds i min hverdag, at jeg ikke vægter det højt. Jeg synes vitterligt at det jeg allerede har i alle henseender er gave nok i sig selv, hver eneste dag!
Jeg tog på arbejde som jeg skulle, og her var der heldigvis heller ikke det store halløj. Jeg er en af de kollegaer, som med glæde betaler til gavekassen, og dukker op til fødselsdagsmorgenbrød når kollegaen holder fødselsdag, men jeg vil bare ikke selv have samme tur. Jeg er glad for de mange “tillykke med fødselsdagen” jeg har fået i løbet af dagen på jobbet. De ved godt det er min dag, og det er alt nok for mig. Mine egne medarbejdere havde diskret sat et par flag op, og så behagede det mig rigtig meget, at jeg i dag kunne forkæle dem med en pålægskagemand til frokost i anledning af mine 43 år – og så skulle der ikke være mere i det.
Resten af eftermiddagen og denne aften med, vil gå med at gennemse alle de tillykkere der er rullet ind til mig på Facebook, sms og messenger og i sær lige nyde at en af mine tidligere medarbejdere i dag ringede mig op, bare for lige at sige tillykke. Jeg synes det er stort! Det er en gave i sig selv, at der er så mange som ved at jeg har fødselsdag, og som bruger bare lidt tid på at sende mig en hilsen. Jeg synes man skal være yderst taknemmelig for, at der er så mange som har lyst og giver sig tid til at sige tillykke.
Det har været en dag lige efter min smag. Jeg har fået lov til at føle mig lidt ekstra speciel, fordi jeg har fået opmærksomhed, men i et tempo og i et setting som jeg kan håndtere. Jeg er super super god til at gå forrest, stå i centrum i alle andre situationer, og elsker at være med til at fejre andre. Men ligeså dygtig jeg er til det, ligeså elendig er jeg til at tage imod, når det kommer min vej. Så jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker som har fodret min hang til at blive lagt mærke til, men samtidig respekteret min grænse for ikke at blive sat i den centrumsatmosfære, som fødselsdage som oftest gør.
Tak til hver og en af Jer for Jeres hilsner. Her bag skærmen er jeg langt bedre til at udtrykke min glæde, hvor meget det varmer, hvor uendelig meget det hele betyder og hvor blødt mit hjerte bliver over det. Tak … og måske jeg kan overtales til at holde noget lidt mere fandango om syv år – måske!