-
Erik & Emma
Nogengange er der mennesker, som kommer ind i sit liv ved en tilfældighed. En sjælden gang imellem hænger de ved, selv om man i bund og grund ikke har noget forbindende mellemled længere. Sådan et par mennesker er Emma og Erik.
Emma og Erik boede i et hus, forbundet til en gård, som den bedste halvdel havde sin gang på dengang jeg lærte ham at kende. Det var egentlig ejerne af gården han havde en forbindelse til, men Emma & Erik var der også, og derfor kunne man jo ikke “undgå”, at have en lille smule omgang med dem også.
For fire år siden, flyttede Emma & Erik fra gården, og ind til “byen”, hvor de bosatte sig i et helt ordinært paracelhuskvarter. Livet på gården fortsatte, men som de næste par år gik, blev forbindelse for den bedste halvdels og mit vedkommende også mindre. Den er der stadig til et vist omfang, men knap så meget som engang, og i bund og grund burde forbindelse til Emma & Erik have været helt ophørt. Men det er den så bare ikke.
Gennem de sidste fire år, har Emma & Erik, af en eller anden grund, bevæget sig ind i vores liv på separate og egne vilkår, helt adskilt fra gården. Vi har nu gennem fire år, i ny og næ, været forbi på besøg op til flere gange. Både til morgenbord, frokost og middag eller en helt simpel kop kaffe. Nogengange har vi drengene med, nogen gange er det bare os, og nogen gange igen, er det bare den bedste halvdel. Dog er der én ting, som der skal være til stede, hvis vi vælger at aflægge besøg, hvad end det er den ene eller den anden af slagsende; hundende har bare af at være med! Det er sket en enkelt gang, at den bedste halvdel er dukket op uden nogen hunde, og en enkelt gang kun med den ene hund … det lader især Emma ikke gå ubemærket forbi. Nogen gange er vi faktisk lidt i tvivl om, om det er os eller hundende hun gerne vil have på besøg.
Her til morgen tog vi til morgenbrød hos Emma og Erik. Erik var dog ikke hjemme, da han er en ivrig verdensomrejsende jæger, og lige nu er i Polen på jagttur. Så det var Emma der tog i mod, og vi turde ikke andet end at tage begge hunde med. Vi kom med morgenbrødet, og Emma havde dækket bordet som – som altid – oser af hygge og ordentlighed.
Friske blomster fra egen have, agurk og tomater fra eget drivhus og et askebæger ud foran hver kuvert, da vi alle tre er rygere. Så skal man ikke sidde og dele og række ind over hinanden. Nej Emma sørger for at alle har hvert deres eget af alt.
Hundende elsker Emma. Hos hende ved de at der altid gemmer sig et eller andet mundgodt. De ved også, at køleskabet proviantere dem med godter, og derfor vil en tyggestang ikke engang tygges på, fordi de ved Emma gemmer andet godt, og de ved at hun gerne giver ud af det.
De bliver møjforkælet, og vi er slet slet ikke i tvivl om, at både Emma & hundende elsker det ligemeget.
Et morgenbesøg hos Emma & Erik mangler ingenting. Snakken er kvik, humøret er højt, gæstfriheden er grænseløs, og drammen i en eller anden form kommer altid lige på bordet også, for at få gang i hele kroppen.
Tiden flyver forbi i deres gode selskab, og man tager altid derfra med et smil på læberne og uden man mangler noget som helst.
Måske de her tilfældighedsbekendtskaber i virkeligheden er dem som er allerbedst? De kommer til live ene og alene på baggrund af kemi og lyst, og ikke fordi man på en eller anden måde er blevet bragt sammen på baggrund af noget man har været, eller skulle være, fælles om.
Her på matriklen kan vi i hvert fald godt lide Emma & Erik, og er glade for at de blev tilfældige bekendtskaber.
-
De (u)planlagte weekendoplevelser
Weekenden har allerede budt på oplevelser i mangfoldigheder. Nogen af dem planlagt, andre uventet ankommet.
Jeg satte weekenden i gang lidt tidligere sammen med kollegaerne, hvor vi drog ud i det nordjyske, for at spille fodboldgolf. En frisk runde med 18 huller, hvor boldøjet blev indstillet midt i spillet, men var helt ude af fokus i starten og slutningen af spillet. Det gjorde det dog ikke mindre underholdende af den grund.
Når man sådan har været aktiv i et par timer, trænger maven til at blive fyldt op. Så efter et lille pitstop, hvor nogen af “de unge” lige kunne nå at nette sig, mødtes vi alle på Applaus, hvor vi havde et bord og en madoplevelse bestilt.
Ti retter kom i en tilpasset strøm ud fra køkkenet til vores bord over de næste tre timer, og vi kunne alle gå derfra mætte og tilfredse. Jeg har været hos Applaus en enkelt gang før, men også denne gang tager jeg derfra med en opfordring til at prøve det, hvis du ikke allerede har været der.
Dagen blev lang men skøn, og søvnen nåede lige at runde syv timer, inden lørdagen gik i gang. Rundstykkevagten i Lørslev Café & Kulturhus tilhørte i dag den bedste halvdel og jeg. Den er nu så hyggelig, og de to timer hvor borgerne i byen kan hente deres bestilte morgenbrød, starter altid min dag med en god følelse i maven.
Vores hundesitter fra Aarhus, Anna, er i området, da hun i denne uge passer hunde for en anden. Hver gang hun er heroppe, melder hun lige ind, for at høre om vi er med på en hundetur. Det er vi altid. Vi kan godt lide Anna, og det kan hundende også – så hende vil vi gerne mødes med. Vi havde aftalt at mødes i hundeskoven ved Tversted og med sig havde hun Gitte og Carlo.
Vi brugte en times tid i strandskoven, og hundende fik løbet det meste af deres energi af sig, og snuset til alle de marehalm de overhovedet kunne komme i nærheden af. Efter endt tur i hundeskoven, fik vi potedasket på gensyn til Anna, og satte kurs ned mod Tversted Strand. Nu vi var her, så skulle vufferne da lige have lov til at få et dyk i Vesterhavet.
De elsker det, og de var yderst fornøjet over, at badeturen måske blev en lille smule længere end normalt, eftersom undertegnede formåede – for første gang i hele sit liv – at sænke Sally the Skoda så godt ned i sandet, at der ikke var anden udvej end at kalde på hjælp.
Jeg har nok været med i biler før, som har sat sig uhjælpeligt fast i sandet, men det er første gang jeg selv nogensinde, har været chaufføren som satte den fast. Men mens vi tålmodigt ventede på hjælp, fik hundende sig en ekstra badetur, og udsigten kunne nydes, da både vejr og vind var ganske fint.
Vi ventede ikke så lang tid på hjælpen, og Allan hev Sally fri med sin store stærke unimock i løbet af tre minutter. Nu er vi alle sikkert hjemme igen, og lige om lidt venter der bukkemørbrad og sæsonåbning af Danmarks historie.
I morgen er der atter en dag – noget af den er planlagt, men i dag har vi lært at der også er plads og tid til det uplanlagte….og så tager vi det med.